Jagten gik ind for 122. gang
Der var masser af kræmmere på Hjorddrengenes Marked i Kolind, hvor besøgende gik på jagt efter gode sager både inde og ude
Mange mennesker, der godt kan lide at gå på jagt efter nips til hjemmet, gode spiselige sager, kreative ting og den helt perfekte kaffekande, var 12. september forbi det traditionsrige 122. Hjorddrengenes Marked i Byhallen i Kolind.
Det er Djurslands suverænt ældste marked, og denne gang var der mulighed for, at det voksede helt ud på gaden, der i dagens anledning var spærret af, så der reelt opstod en gågade.
Nye idéer til markedet
Gågaden gav en helt anden stemning.
Det fortæller Tage Mogensen fra Byhallens bestyrelse: "Vi prøvede for første gang at have gågade, men vi rykkede ikke ud på gaden. Den afspærrede gade betød dog, at folk kunne færdes mere roligt, fordi der ikke var nogen trafik. Det havde vi stor glæde af," siger han.
Øvelsen med gaden kan dog gentages, og så vil gaden i højere grad blive brugt.
"Vi har planer om at lave nogle flere aktiviteter, og så er der jo mulighed for at inddrage gågaden. Vi har allerede nogle idéer," siger han hemmelighedsfuldt. Der er ikke tal på, hvor mange der kom forbi markedet, men der er en indikator, der klart viser, at der var mange mennesker.
Udsolgt af gule ærter
"Vi solgte, som traditionen byder, gule ærter. Vi solgte 300 portioner på under en time. Så det gik rigtigt godt," siger Tage Mogensen.
Det må have givet en vis travlhed for dem, der skulle servere de gule ærter.
"De piger, der gør det der, er skrappe," slår han fast.
Publiceret 17 September 2012 20:51