Emmanuel Ake, her i Køge-trøjen, er klar til at træne med hos FC Djursland mandag aften.

Emmanuel Ake, her i Køge-trøjen, er klar til at træne med hos FC Djursland mandag aften.

Kenyansk landsholdsspiller starter i FC Djursland

Den kenyanske angriber Emmanuel Ake med en fortid i klubber som AB, FC Nordsjælland og Køge træner med hos FC Djursland mandag aften

Af
Af Lars Norman Thomsen

Kenyanske Emmanuel Ake, 32, er måske angriberen, der kan sparke FC Djursland længere op i rækken i Danmarksserien.
Siden han var 20 år gammel, har Emmanuel Ake ernæret sig som fodboldspiller i Danmark. Han blev i sin tid opdaget af AB, men har siden været hos blandt andre FC Nordsjælland, HB Køge, HIK, Herfølge og senest Næstved.

Ifølge FC Djurslands cheftræner Anders Bjerre er Ake flyttet til Grenaa med sin familie, og er derfor klar til at træne med hos FC Djursland ved mandagens træningspas.
"Vi har fået hans spilletilladelse, men der er lige et par andre ting som skal afklares, og sportsligt skal vi naturligvis lige have vurderet hans fysiske form, men han er meget velkommen, og det er klart, at en spiller med hans erfaring og evner kan vi sagtens få glæde af," siger Anders Bjerre.
Ake, der har spillet 8 landskampe for Kenya, forsøgte sig i foråret i Svebølle i 2. division, men her blev det alligevel ikke til debut, fordi der var knas med hans opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen.
Hvorvidt det er på plads nu, skal FC Djursland selvfølgelig have afklaret som det første. 
 

Debuterede under falsk navn

Han kom som ganske ung til dansk fodbold, og begyndte hos den daværende superligaklub AB under navnet Ali Akida.

Han blev senere fyret hos AB, fordi han havde brugt falsk identitet, og i virkeligheden hed Emmanuel Ake Richard Muttendango.

Han fortsatte dog en karriere i dansk fodbold og kom til den daværende 1. divisionsklub Herfølge i 2008. Med oprykningen i 2009 vendte Emmanuel Ake tilbage til Superligaen.

Sidste station foreløbig i Danmark blev Næstved, men måske bliver det i Jylland hos FC Djursland, at den hurtige angriber Emmanuel Ake får sparket gang i karrieren igen.

Publiceret 15 September 2012 21:43