Hornslet trænerduo, Martin Winther (tv) og Thomas Gerberg, ligger lunt i svinget sammen med deres hold før anden turneringshalvdel går i gang.

Hornslet trænerduo, Martin Winther (tv) og Thomas Gerberg, ligger lunt i svinget sammen med deres hold før anden turneringshalvdel går i gang.

Lokalavisen Cup:

Hornslet smed to point i overtiden

Topholdet satte for første gang point til i denne sæson, da opgøret fredag aften på Hornslet Stadion mod tst sluttede 3-3

Af
Af Lars Norman Thomsen

Hornslet har fortsat et stykke ned til forfølgerne i Serie 2 på trods af, at topholdet måtte nøjes med 3-3 mod tst på hjemmebane.
Det var Hornslet første pointtab, men holdet har efter første turneringsrundes syv spillerunder nu er afviklet en solid afstand på seks point ned til nummer 2.
Hjemmeholdet manglede et gear i fredagens opgør, ifølge træner Martin Winther, og det kom især til udtryk i 1. halvleg som tilhørte tst som også kunne gå til pause foran 1-0.
Det fik topscorer Jesper Søndermark Jepsen lavet om på kort efter pausen, da han blev sat i scene af en velspillende Simon Pedersen og sikkert udlignede til 1-1 via den ene stolpe. 
Tst svarede dog hurtigt igen, før Hornslets topscorer scorede sit 10. mål i syv kampe.
"Et typisk Jesper-mål, der kom ud af ingenting, og hvor han igen-igen havde styrken til selv at levere det nødvendige," roser Hornslets træner Martin Winther.

Udlignede efter 90:30

Et kvarter før tid øgede Simon Pedersen til 3-2 for Hornslet, og dermed så det ud til, at topholdet på en spillemæssigt dårlig aften alligevel kunne køre sejr nummer syv i hus.
Et halvt minut inde i overtiden blev hjemmeholdets rutinerede midtstopper Henrik Dueholm imidlertid overspillet, og det udnyttede tst til relativt let at udligne til slutresultatet 3-3.
"Meget retfærdigt, men af indlysende årsager træls at smide to point i overtiden," siger Martin Winther, der omvendt glæder sig over udkommet i de første syv spillerunder og nu ser frem til fortsættelsen.
"Jeg havde naturligvis hellere set, at det var stillingen efter 14 kampe, men vores udgangspunkt før de sidste syv ser jo godt ud."
Bedst hos Hornslet var de to målskytter, Jesper Søndermark Jepsen og unge Simon Pedersen. Sidstnævnte spillede venstre back, fordi den normale på denne position, Mikkel Ø. Jensen, ikke nåede tidsnok frem til kampstart.
"Den chance greb Simon, og han gjorde det virkelig godt i alle 92 minutter," siger Martin Winther.
Hornslet møder i næste spillerunde Auning på udebane.

Publiceret 14 September 2012 22:00