Kørestolsbrugere er nødt til at køre på vejbanen på en del af strækningen på den ny omfartsvej i Kolind, fordi der endnu ikke er lavet nedkørsler/opkørsler på de relevante steder endnu.

Kørestolsbrugere er nødt til at køre på vejbanen på en del af strækningen på den ny omfartsvej i Kolind, fordi der endnu ikke er lavet nedkørsler/opkørsler på de relevante steder endnu.

Bumpet er en møllesten om Kolind

I Kolind er man stolte over byfornyelsen, men der er et par bump som skal ryddes af vejen, før borgerne er tilfredse, fik udvalgsformand at vide

Af
Lars Norman Thomsen

Formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø Carsten Bech (B) var med på rundtur i Kolind i fredags for sammen med repræsentanter fra Kolind og Oplands Distriktsråd, Kolind Handelstandsforening, Ældrerådet og en række af byens kørestolsbrugere og enkelte med synshandicap at bese og diskutere forhold ved det store byfornyelsesprojekt i byen, der betyder vidtgående forandringer med både omfartsvej og en større renovering af bymidten.

“Vi er vældig glade for det, der sker i forbindelse med byfornyelsen, men der er altså en række ting som skal forbedres, når vi snakker tilgængelighed for handicappede,” kunne formanden for Kolind og Oplands Distriktsråd, Jens Ove Nielsen, fortælle udvalgsformanden.

Udvalgsformand Carsten Bech (forrest th.) blev præsenteret for ‘Bumpet i Kolind’, hvor bilisterne skal svinge ind/svinge ud til/fra bymidten, fredag eftermiddag af repræsentanter for Kolind og Oplands Distriktsråd, Bent Nielsen (tv) og Jens Ove Nielsen i midten.

Udvalgsformand Carsten Bech (forrest th.) blev præsenteret for ‘Bumpet i Kolind’, hvor bilisterne skal svinge ind/svinge ud til/fra bymidten, fredag eftermiddag af repræsentanter for Kolind og Oplands Distriktsråd, Bent Nielsen (tv) og Jens Ove Nielsen i midten.

Manglende nedkørsler

På rundturen kunne Carsten Bech ved selvsyn konstatere, at det ikke er nemt at være kørestolsbruger på den nye omfartsvej. Fortorvet er smalt, det er hvad det er, men folk i kørestole skal være godt forberedte og være kendt med forholdene, før de triller ud uden ledsager, for det halter med ordentlige nedkørsler mange steder. Det betyder, at kørestolsbrugerne på dele af vejstrækningen er nødt til at køre på selve vejbanen.

Udvalgsformanden lovede, at han hurtigst muligt vil tage problemerne op med sine embedsmænd, men han bad også om forståelse for, at når kommunen går i gang med vejprojekter i det omfang, så vil der altid være fejl og mangler som skal klares i den sidste finish.

Lokalavisens udsendte talte inden rundturen med den ansvarlige direktør hos Syddjurs Kommune, Poul Møller, der klart lod forstå, at kommunen er opmærksom på problemerne.

“Det er klart, at tilgængeligheden for alle mennesker, herunder kørestolsbrugere og andre handicappede, skal være i top, når kommunen indgår i et så omfattende byfornyelsesprojekt som det i Kolind, så de problemer, der måtte være, vil blive løst,” lovede Poul Møller.

Et bump på vejen

Den helt store anstødssten for mange Kolind borgere har dog hidtil været de forhold (læs bump), som trafikanterne udsættes for, når de enten skal ud på den ny omfartsvej fra bymidten eller det modsatte.

“Vi gjorde kommunens folk opmærksom på tidligt i forløbet, at der skulle laves en blødere overgang mellem midtbyen og omfartsvejen i stedet for den løsning med en enorm hældning og et bump, der nu er blevet resultatet,” forklarede Claus Tikær  Olesen fra Kolind Handelsstandsforening til Carsten Bech.

“Entreprenørens folk var enige med os i, at løsningen ikke duede, og som det er nu, beder vi næsten folk om ikke at køre op for at handle i midtbyens butikker for at undgå bumpet, men det kan jo ikke være meningen med et byfornyelsesprojekt,” suppelerede Jørn Schmidt, formand for Kolind Handelsstandsforening.

Carsten Bech virkede heller ikke til at være synderligt imponeret over den valgte løsning, og han lovede at tage problemet op med kommunens vejchef.

Bech har bolden

Sker det ikke, bliver 'Bumpet i Kolind' ikke bare til en tekst i næste års lokalrevy, men også et fast irritationsmoment i snakken mand-og-mand imellem, der helt truer med at overskygge de 99 procent af byfornyelsesprojektet, som man i Kolind er stolte over.

Det blev ikke sagt så kategorisk, men budskabet var ikke til at tage fejl af for udvalgsformanden, som ellers fik mange positive tilkendegivelser for sin medvirken.

Om han også vil få det næste gang, han kommer til Kolind, afhænger helt og holdent af, om han formår at handle politisk på de problemer, der er opstået i kølvandet på byfornyelsesprojektet.

De fremmødte denne fredag eftermiddag vil fortsætte med at punke ham og kommunen for at få problemerne løst - ingen tvivl om det.

Publiceret 12 September 2012 23:55