Mads Nikolajsen er gået i tænkeboks. En ny formand efter Villy Søvndal ligger ham ikke lige nu og her på tungen.

Mads Nikolajsen er gået i tænkeboks. En ny formand efter Villy Søvndal ligger ham ikke lige nu og her på tungen.

SF-formandsvalg:

Mads Nikolajsen vil have tid til at tænke sig om

Børne- og ungdomsudvalgsformanden i Norddjurs finder det uhyre vigtigt, at Villy Søvndals aflløser formår at tegne en profil, der er både rød og grøn

Af
Af Lars Norman Thomsen

Medens partifællen i Syddjurs, borgmester Kirstine Bille, har meget fidus til folketingsmedlem Annette Vilhelmsen, Kerteminde, som ny formand for SF efter Villy Søvndal, har frontfiguren i Norddjurs, børne- og ungdomsudvalgsformand Mads Nikolajsen, endnu ikke taget parti for et nyt formandsemne.
"Det er så vigtig en beslutning, så det vil jeg bruge tid på at tænke over og snakke med andre politisk engagerede om," siger Mads Nikolajsen, der betoner vigtigheden af, at SFs ny formand kan tegne en profil, der er både rød og grøn.

"Vi har en række gode emner, og jeg håber, vi får en ligeså konstruktiv valgproces, som ved det valg, hvor Villy blev formand."

Godt Søvndal fortsætter som udenrigsminister

Mads Nikolajsen var ligesom mange andre overraskede over Villy Søvndals udmelding om, at hans formandstid nu er ovre.

"Men han kan jo ikke tænke højt om det," påpeger Mads Nikolajsen, der glæder sig over timingen.
"Tidspunktet er vel betænkt i forhold til regeringsperioden. Vi kan få en god valgproces og tid til, at efterfølgeren indtager sin plads."
At Villy Søvndal fortsætter som udenrigsminister, glæder børne- og ungdomsudvalgsformanden.

"Han er en kapacitet også på det felt. Jeg er stolt af hans indsats mod Irak-krigen og af, at det nu er ham der sætter ny kurs."
Mads Nikolajsen var sidst sammen med Villy Søvndal ved SFs landsmøde tidligere på året.
"Da brugte han hele festaftenen til at snakke med alle de internationale gæster, fra Europa, Latinamerika og Mellemøsten. På spansk, engelsk og tysk. Det har han gjort til tidligere landsmøder også. Men denne gang var det Danmarks udenrigsminister, de førte dialogen med."
Mads Nikolajsen har en fortid som rejsesekretær for den nordiske venstrefløj i årene 2001-2009, hvor Villy Søvndal ofte var involveret.

"Dengang arrangerede jeg møder med ham og de andre nordiske rød-grønne partiledere fra Grønland til Finland. De sidder faktisk i regering i de fleste af landene i dag," konstaterer SFs frontfigur i Norddjurs ikke uden stolthed.

Publiceret 09 September 2012 14:45