"Jeg havde gerne set, at Villy Søvndal var fortsat som formand, men respekt for hans beslutning, hvis han har gjort op med sig selv, at en afløser skal have god tid til at tegne SF før næste folketingsvalg," siger Kirstine Bille. Arkivfoto.

Bille:

“Jeg havde nok undertippet Villy”

SF-borgmesteren hører ikke til de partimedlemmer, der hellere ser afgåede partiformand Villy Sønvdals hæl end hans tå

Af
Af Lars Norman Thomsen

Udenrigsminister Villy Søvndals afgang som partiformand kom som en overraskelse for partifællen, Syddjurs borgmester Kirstine Bille.

“Jeg havde slet ikke set den komme nu... for at være helt ærlig, er jeg meget overrasket.”

Bille hører til den kreds i partiet, som har haft det godt med Villy Søvndals tilgang til politik og evne til at gøre det gamle venstrefløjsparti til andet og mere end en græsrodsbevægelse for mænd i hjemmestrik og kvinder i flade sko.

“Villy har været en god formand, fordi han har formået at tage bestik af virkeligheden. Han har sørget for at givet partiet fremdrift, og som den første formand ført SF med i en regering.”

Kirstine Bille havde netop ikke troet på Søvndal som murbrækker til regeringsbænkene, da han i sin tid blev valgt som ny formand efter Holger K. Nielsen, hvor nogle så ham mere som en søvnig udgave af en gammel socialist end en fremstormende politiker som kunne appellere til de såkaldte og troløse sving-vælgere, der siden blev hans Waterloo, da nedturen satte ind. 

“Jeg havde nok undertippet ham,” siger hun, når hun kigger i bakspejlet.

Ingen oplagt afløser

Kirstine Bille og Villy Søvndal har af og til brugt hinanden som sparringspartnere.

“Slet ikke sådan, at vi har snakket sammen hver dag, men vi har støttet hinanden i forskellige sammenhænge og sparret lidt med hinanden,” fortæller Kirstine Bille, der gerne vedkender sig, at Villy Søvndals pragmatiske tilgang til politik er meget lig hendes egen.

Hvem, der nu skal tegne SF fremover fra en formandsposition, har hun ikke et oplagt bud på.
Men hun vedgår gerne, at hun har stor fidus til folketingsmedlem Annette Vilhelmsen, der sidder med i partiets landsledelse og har en fortid som kommunalpolitiker i Kerteminde.

“Hun gør det godt og har en god baggrund, men problemet er selvfølgelig det velkendte, at hun ikke er kendt nok i offentligheden.”

Bille vil derimod ikke forholde sig til mere oplagte kandidater, som politiske konfirmander som ministrene Astrid Krag, Ida Auken og Tor Möger Pedersen eller politisk ordfører Jesper Pedersen.

“Jeg vil blot tilføje, at hvis Villys afgang er et udtryk for, at han vil give partiet god tid til før næste valg til, at få en ny formand kørt i stilling, er det strategisk godt set, fordi vi netop ikke har en oplagt afløser.”

Publiceret 07 September 2012 12:52