TGF veteran i spidsen for Feldballe Hallen

Nyvalgt bestyrelse er klar til at stå for driften af ”Den selvejende institution Feldballe Hallen”

Af
Af Martin Schultz

Foreningslivet og borgere i Feldballe er klar til at tage ansvaret for driften af Feldballe Hallen.

På den stiftende generalforsamling i ”Den selvejende institution Feldballe Hallen” torsdag 30. august blev der opstillet ni kandidater og valgt syv medlemmer til bestyrelsen.

Den mangeårige formand for TGF og tidligere købmand i byen, Bertel Clausen, blev valgt til formand for bestyrelsen. Han får Jan Degn til næstformand og en anden rutineret Feldballeborger, Holger Degn, som kasserer.

Den nuværende TGF formand Mette Keller skal være sekretær, mens skoleder på Feldballe Friskole, René Jakobsen, John Willy Lampon og Gert Jakobsen er almindelige bestyrelsesmedlemmer.

I dialog med kommunen

Borgernes overtagelse af haldriften er en konsekvens af Syddjurs Kommunes ønske om at harmonisere haldriften og lade foreningslivet drive hallerne som selvejende institutioner.

Derfor har Distriktsrådet for Feldballe og Omegn var fremme i skoene for at få Felballe hallen tilbage på lokale hænder, efter at dels Kolind Hallen og siden i en kortere periode Rønde Idrætscenter har stået for driften af hallen.

”Bestyrelsens opgave bliver nu at gå i dialog med politikere og embedsmænd om at få lavet en løsning med henblik på en overdragelse pr. 1. januar 2013,” siger Lars Keller fra Distriktsrådet for Feldballe og Omegn.

Publiceret 06 September 2012 10:23