Landbrugsmuseets madskole deltager på Foodfestival i Aarhus

Landbrugsmuseets Den Historiske Madskole er med på foodfestival i Tangkrogen i Aarhus

Af
Anette Bonde

Museumsfolkene på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup glæder sig til at præsentere årets store nyhed, nemlig "Den historiske Madskole". I den kommende weekend 7. til 9. september får de lejlighed til det på Foodfestivalen i Århus.

Ærter, kartofler og øl

Museet har valgt at tage udgangspunkt i tre madhistoriske perioder, og gæster på foodfestivalen kan selv prøve kræfter med opskrifter fra gamle danske kogebøger. De kan prøve at lave småkager kaldet "griserumpe" fra en kogebog fra 1700-tallet, eller retter med ærter fra samme periode. Ærten var den tids vigtigste ingrediens, fortæller museumsinspektør Bettina Buhl.
På H. C. Andersens tid, gik man fra Ildstedskøkkenet til de første versioner af støbejernskomfurer. Opskrifterne i dette køkken vil tage udgangspunkt i danskernes tidlige anvendelse af kartofler.
"Kartoflen indtog sin plads i madmors husholdning fra midten af 1800-tallet. Danskerne havde ganske vist kendt kartoflen siden 1760-erne, men dengang blev den anset for uegnet til menneskeføde. Først i perioden 1870-1920 blev det almindeligt i de fleste landhusholdninger at spise kartofler mindst en gang om dagen."
Endelig kører Den historiske Madskole et tema over øl.
"I 1700- og 1800-tallets Danmark drak man ikke bare øllet, man spiste det."
I kogebøgerne indgik øllet som vigtig ingrediens i retter, hvor man i dag bruger mælk, vand og til dels krydderi.
"Øl havde stor betydning for bondens sociale status og omgang med det omkringliggende samfund. Høj som lav, indbudte gæster såvel som tiggere nød en tår af madmors bryg."
Slutteligt tager ?Den historiske Madskole? på en rejse tilbage til 1950'ernes køkken.


"Den historiske Madskole" inviterer til madskoleaktivitet klokken 11, 13 eller klokken 15. Varighed cirka en time. Tilmeldingen foregår ved standen efter Først til mølle princippet.

Publiceret 05 September 2012 10:00