Op ad bakke for både de blå og de røde
Både i SF og Venstre glimrede mange medlemmer ved deres fravær, da de to partier skulle udpege deres folketingskandidater i Djurskredsen
Både Venstre og SF kunne i sidste uge måle medlemmernes interesse for at være med til at udpege de to partiers folketingskandidater i Djurskredsen.
Venstres opstillingsmøde i Ørum Aktiv Center var omgærdet af stor forhåndsinteresse, fordi det nuværende folketingsmedlem, Anne-Mette Winther Christiansen, Grenaa, blev udfordret af viceborgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft.
Kun de, der mødte op til selve opstillingsmødet, fik del i afgørelsen. 207 sad på stolene, da der blev ringet med klokken ved mødets start, men potentielt kunne 697 rent faktisk have afgivet deres stemme.
Så stor er flokken af medlemmer af Venstre på Djursland i øjeblikket.
Altså bidrog kun små 30 procent af medlemmerne til, at Anne-Mette Winther Christiansen med 126 stemmer mod Claus Wistofts 81, fortsat sidder sikkert i sadlen på Djursland.
40 procent i SF
Hos SF blev partiets gruppeformand i Norddjurs Kommunalbestyrelse, Jytte Schmidt, valgt ved en urafstemning.
Der var udsendt 153 stemmesedler, men 7 havde forkert adresse og var blevet returneret, kunne kandidatudvalget konstatere.
Af de tilbageværende 146 medlemmer havde 60 afleveret deres kuvert ved fristens udløb.
En af stemmesedlerne blev erklæret ugyldig, da den ikke var returneret i den obligatoriske kuvert.
Stemmerne fordelte sig således:
- Jytte Schmidt 47 stemmer
- Wilhelm Nussbaumer 12 stemmer
Publiceret 04 September 2012 10:25