Jytte Schmidt, SFs nyvalgte folketingskandidat i Djurskredsen, kigger forbi Nørager på lørdag for at svinge med SF flaget ved det årlige motionsløb i det gamle Rougsø.

Jytte Schmidt, SFs nyvalgte folketingskandidat i Djurskredsen, kigger forbi Nørager på lørdag for at svinge med SF flaget ved det årlige motionsløb i det gamle Rougsø.

Jytte Schmidt ny SF folketingskandidat i Djurskredsen

Det nuværende kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs fik flest stemmer ved urafstemningen blandt SFs medlemmer

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nuværende gruppeformand for SF i Norddjurs Kommunalbestyrelse, Jytte Schmidt, 58, bliver ny SF folketingskandidat i Djurskredsen. Hun afløser unge Thea Hansen, byrådsmedlem i Syddjurs, der selv ønskede at stoppe.
Jytte Schmidt fik flest stemmer ved den urafstemning blandt partiets medlemmer, der blev opjort lørdag.
Den anden kandidat Wilhelm Nussbaumer fortsætter sit sundhedspolitiske arbejde i SF på landsplan og vil muligvis være at finde på kandidatlisten i 2013 for SF i Syddjurs.
Den ny folketingskandidat bor i Vivild og har arbejdet som lærer på Langhøjskolen i 33 år.

Tidligere socialdemokrat

Hun har en fortid som socialdemokrati i den daværende kommunalbestyrelse i Norddjurs, og det var også som socialdemokrat, at hun startede karrieren i Norddjurs Kommunalbestyrelse, før hun Grundlovsdag - den 5. juni 2008 - forlod Socialdemokratiet og blev taget imod med kyshånd hos SF.
Det skete i protest mod en række ekstraordinære besparelser på børne/unge- og ældre-området, som hun ikke ønskede at medvirke til.

"Jeg vil være en stemme, der taler landkommunernes sag for rimelige vilkår i forhold til mange kilometer asfalt, dyr vintervedligeholdelse, dyr kollektiv trafik, faldefærdige bygninger, lavt uddannelsesniveau, lavt skattegrundlag osv.," lover hun i sit valgmateriale.


Kandidatur gælder i to år

Valget af Jytte Schmidt som Djurskredsens kandidat gælder i to år. Den nuværende regerings manglende evne til at hamre igennem i meningsmålingerne gør naturligvis, at SF'ere på Djursland og i andre egne af landet ikke just håber på et snarligt valg.
Hvis R-S-SF regeringen sidder tiden ud, skal Jytte Schmidt altså have prøvet sit mandat ved en ny urafstemning, og til den tid kan der være vendt op og ned på mange ting.
For eksempel ved kommunalvalget i 2013, hvor nuværende SF borgmester i Syddjurs, Kirstine Bille, satser på at blive genvalgt. Sker det ikke, kan hun sagtens have lyst til at spejde efter Christiansborg.

Publiceret 02 September 2012 18:34