Arrangørerne af årets modeshow satser på fuldt hus, som det var tilfældet sidste år. Arkivfoto.

Arrangørerne af årets modeshow satser på fuldt hus, som det var tilfældet sidste år. Arkivfoto.

Hornslet atter parat til at støtte brysterne

Hornslet Handel og Syddjurs Lokalforening af Kræftens Bekæmpelse arrangerer atter modeshow i Hornslet Hallerne

Af
af Lars Norman Thomsen

Handelslivet i Hornslet og lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs kunne sidste notere en stor succes med et fælles modeshow i Hornslet Hallerne til fordel for den landsdækkende brystkræftkampagne, som Kræftens Bekæmpelse er mastermind for.

Et arrangement som naturligvis råber på en gentagelse, så torsdag 4. oktober går det løs igen, og arrangørerne har allerede stillet en målsætning op, der hedder, at levere en sum penge til Kræftens Bekæmpelse som overstiger sidste år resultat: 87.125,12 kroner.

Overskuddet ved arrangementet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse, og sidste års resultat var på et niveau, der gav Hornslet en plads på landkortet. Kun i Ringkøbing kunne de præstere et større overskud.

En aften med spræl i

Arrangørerne er ved at være i mål med planlægningen. Billetsalget starter således mandag 3. september hos Profil Optik i Hornslet. Billetterne koster 150 kroner pr. stk., og det gælder om at være tidligt ude. Der er 300 pladser at kæmpe om.
Hovedparten af byens butikker deltager i arrangementet, der bliver et sandt eldorado af fest, lys, farver og skæg i gaden. De handlende stiller op med hver deres stand, alle deltagere får serveret en platte leveret af de lokale spisesteder i forening, dansere fra Bekker Dans giver opvisning, der bliver leveret mavedans på højt niveau og så selvfølgelig aftenens clou: modeshowet.
Sidste års succes med at give en af gæsterne en makeover i form af generel opdatering af udseendet bliver gentaget ved dette års show, og så bliver der også lejlighed til at grine højt, når flere kendte Hornslet borgere bliver parodieret og får deres bekomst. Hvordan det sker, er indtil videre en overraskelse.
Publikum får mulighed for at købe varer på standene i en times tid. I samarbejde med Sparekassen Djursland er det arrangeret sådan, at dankort også kan benyttes. Der er således sat vand over til at kunne gentage sidste års store succes.
 

Publiceret 02 September 2012 10:13