Oprykkere klar til 100 års jubilæum i Hornslet

Både nyoprykkede spejdere i Hornslet og mange andre er klar til weekendens fejring af 100-års dagen

Af
Mogens Greve

I lørdags havde 1. Hornslet Trop oprykning af nye spejdere i Tinghusparken efter først at have gået i optog gennem byen.
Både de nyoprykkede spejdere og mange andre er klar til den kommende lørdag, hvor man på Ågårdsarealet fejrer 100-års dagen.
Der er i skrivende stund tilmeldt omkring 150 personer til spisning om aftenen, og om dagen kan man blandt andet prøve forskellige aktiviteter, få en kop kaffe/saft og købe kage.

Støtteforening

"I anledning af 100 året opretter vi nu også en støttemedlemsforening til fordel for spejderarbejdet i 1. Hornslet Trop," fortæller Gitte Pedersen fra 1. Hornslet Trop.
Sideløbende med jubilæumsforberedelserne er man også i gang med at forberede en dag i september, hvor minisportsudøvere kan prøve at være spejdere - og "Den gyldne Lilje" for de ældste spejdere som varer et døgn og foregår en gang i efteråret.

Publiceret 01 September 2012 06:00