Snup en overnatning i et øgleæg

Nyudviklet shelter giver plads til fire overnattende naturfreaks i æg-lignende formstøbt beton på Skødshoved Havn

Af
Af Martin Schultz

Hvad er det lige for en øgle, som har lagt et æg på Skødshoved Havn?

Besøgende på Skødshoved havn har måske undret sig over hvad det er for en stor æg-lignende genstand der lidt diskret er blevet stillet op bag en rosenbusk.

”Svaret er faktisk er lidt af en verdenssensation – eller i alt fald den eneste af sin slags i verden. En shelter fremstillet af tynde dobbeltkrumme betonflader, og beklædt med det fineste gulv af hårdttræ,” fortæller udviklingskonsulent og koordinerende naturvejleder Kristian Herget fra Syddjurs Kommune.

Det nye shelter er en del af den havkajakrute Syddjurs Kommune har etableret langs kysten. Imponerende, med sine bløde indbydende former, rigelig plads til fire mand og bagage, skærmende udhæng over indgangen.

”Kort sagt alt hvad der kan forlanges af en shelter, men i en form der falder langt mere naturligt ind i den følsomme kystnære natur,” mener Kristian Herget.

Et samarbejdsprojekt

To unge studerende ved Ålborg Universitet har udviklet shelteret i samarbejde med Hicon Betonvarerfabrik, Friluftsvejlederuddannelsen på Karpenhøj, Syddjurs kommune, og EU-projektet Ver-Di som har betalt shelteren.

De to studerende Christian Raun og Thomas Bildsøe ville gerne arbejde med krumme betonflader i deres afgangsprojekt fra universitetet, og efter en del snak blev målet at skabe en helt ny type shelters, der vil passe bedre ind i kystnære miljøer.

Kæmpe støbeforme af beton

Arbejdet med at udvikle ideen og projektere shelteren gik i gang med blandt andet hjælp fra Friluftsvejlederne på Karpenhøj.

Der blev indgået samarbejdsaftaler, sponsoraftaler og udarbejdet en købekontrakt, og så gik arbejdet med at skabe de kæmpe støbeforme i gang.

Shelteren blev støbt i fem dele, der er spændt sammen med fire tykke stålwirer, og spændt til med hele 6 tons tryk.

”Gulvet er lavet af individuelt tilpassede brædder i hårdttræ og fremstår som en smuk blød kontrast til betonen,” siger Kristian Herget.

Publiceret 19 July 2012 10:00