Jakob, Tobias, Victor og Silas nyder strandlivet og spejderiet.

Jakob, Tobias, Victor og Silas nyder strandlivet og spejderiet.

Fotogalleri:

Spejderne nød en sommeraften ved stranden

KFUM Spejderne i Vivild afsluttede sæsonen ved Rygårde Strand

Af
Anette Bonde

Vand, tømmerflåde, bål og medbragt mad. Der var kåd sommerstemning, da KFUM-spejderne i Vivld sluttede sæsonen af en sommeraften i slutningen af juni ved shelteret ved Rygårde Strand.
"Det er første gang, vi har bygget en tømmerflåde, men vi kom da forbi første revle. Og Magnus faldt i vandet til midt på maven."
Spejderleder Tim Skuldbøl giver et hurtigt referat af begivenhederne, her hvor første halvdel af aftenen er ovre, og spejdere og forældre spiser aftensmad ved shelteret.

Sødygtig og bæredygtig

Ulvene og Bjørnebanden mødtes ved 17.30 tiden. Opgaven denne aften lød på at bygge en tømmerflåde, som senere skulle afprøves. Det gav både hovedbrud og vådt tøj, men med fælles hjælp spejdere og forældre imellem, lykkedes det at få lavet et flot fartøj af tønder og brædder.
Det viste sig også være både sødygtigt og bæredygtigt af flere spejdere ad gangen.
Bagefter stod den på båltænding og grillmad, samt fiskeri for dem, der havde taget en fiskestang eller et net med.

"Får nogle udfordringer"

Silas, Victor og Tobias har alle været spejdere i halvandet år. De fortæller fornøjet, hvorfor de synes, det er rart at være spejder.
"Man lærer nye ting, skal klare en masse opgaver. Man får nogle udfordringer".
Bagved lyder det fra Jakob:
"Så er der i hvert fald noget, man skal bruge tænkeren til."
Silas, Victor og Tobias fortsætter:
"Man får også en masse venner. Det er hyggeligt at være spejder. Nogle gange får vi også skumfiduser."
På spørgsmålet om, hvad der kan være træls ved at være spejder, lyder svaret:
"Øh, vi kan ikke rigtig komme i tanker om noget."



Vivild spejderne har følgende grupper pt.:
Bæverflok Bh. kl.-1.kl.
Ulveflok 2.kl.-3.kl.
Juniorspejdere (kaldet Bjørnebanden)? 4.kl.-5.kl.
Til efteråret starter måske Tropspejdere (6.kl. - 8.kl. )
Spejderne i Vivild starter igen efter sommerferien onsdag 22. august klokken 17.30 i spejdergården i Vivild. Interesserede er velkomne.
Ledere af Ulveflokken og Bjørnebanden er Tim Skuldbøl og Pia Aakerholm Larsen. De får til møderne hjælp fra nogle af forældrene, som skiftes til at komme.

Publiceret 01 July 2012 13:00