Hotte glaskunstnere viser håndværket frem

Kom tæt på glaskunstnerne Trine Drivsholm og Tobias Møhl ved åbent værksted på Glasmuseet Ebeltoft

Af
Af Martin Schultz

Søndag 20. maj kan man møde de to udstillingsaktuelle glaskunstnere Tobias Møhl og Trine Drivsholm på Glasmuseet Ebeltoft, hvor den største fællesudstilling med deres værker netop er åbnet.
Fra kl. 14 vil de to internationalt anerkendte kunstnere fortælle om værkerne i udstillingen, som fylder hele museets nye fløj.

Blomstermark og støbte kurve

Værkerne er skabt specielt til det store rum, som kræver værker af en vis størrelse og volumen.

Derfor kan man blandt andet se Trine Drivsholms ”blomstermark”, bestående af 51 blæste skulpturer og Tobias Møhls imponerende støbte ”kurve”, der sprænger grænserne for, hvor stort man kan arbejde i glas.
Helt nyt er også Trine Drivsholms vægrelief, bestående af individuelle moduler, som er smeltet sammen i ovnen til et tæppelignende panel.

Se arbejdet med det varme glas

Fra ca. kl. 15 kan man komme helt tæt på, når Tobias Møhl og Trine Drivsholm viser, hvordan de arbejder med det varme glas i museets værksted.
Tobias Møhl er én af de allerbedste glaspustere i landet og også særdeles anerkendt internationalt, ikke mindst i USA, for sine eminente håndværksmæssige færdigheder.
”Hvad de vælger at vise museets gæster denne dag, bliver en overraskelse, men det bliver ikke kedeligt,” siger formidlingsmedarbejder Pia Strandbygaard Bittner.

Publiceret 17 May 2012 12:00