Nanna Rønde Rasmussen er godt forberedt til sin personlige dannelsesrejse med DGI's Verdenshold.

Nanna Rønde Rasmussen er godt forberedt til sin personlige dannelsesrejse med DGI's Verdenshold.

20 årige Nanna klar til world tour

Rønde pigen Nanna Rønde Rasmussen træner på livet løs i øjeblikket, før hun skal ud på sit livs rejse med DGIs Verdenshold

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det er forståeligt, hvis 20-årige Nanna Rønde Rasmussen fra Rønde er lidt oppe at køre i disse måneder. Ikke nok med, at hun til juni kan sætte studenterhuen på hovedet efter de obligatoriske tre studieår – på Egå Gymnasium, men den unge gymnast træner også på at være skarp som aldrig før, når hun sammen med resten af DGIs Verdenshold varmer op til rundturen til 14 af klodens lande med en række opvisninger i Danmark.

Den veltrænede unge kvinde fandt tidligt ud af, at det var gymnastikken, som skulle blive hendes foretrukne idrætsgren. Begge forældres store interesse for boldspil bed aldrig på datteren.

“Jeg prøvede både håndbold og fodbold, men det fangede mig aldrig,” fortæller Nannas Rønde  Rasmussen, som startede med mor-barn gymnastik i lokale TRIF og siden blev så god, at hun kom med i truppen hos de verdensberømte aarhusianere, Flying Superkids, sammen med barndomsveninden Astrid.

Senere fulgte lillesøsteren Sofie Rønde Rasmussen også med over i den boldgade.

Mange års træning har givet Nanna de afgørende værktøjer, der har bragt hende på DGIs Verdenshold.

Mange års træning har givet Nanna de afgørende værktøjer, der har bragt hende på DGIs Verdenshold.

God ballast

Tiden med Flying Superkids gav hende et hav af oplevelser, og i en tidlig alder fandt hun hurtigt ud af, hvad det krævede af hende at være med fysisk og mentalt på dette niveau.

“Jeg har altid været heldig at have et par forældre, som har bakket mig og mine andre søskende op. Vi har ikke fået noget forærende, men både min mor og far har altid været der for os og engageret sig i vores liv. Tiden med Flying Superkids gav så også dem en ny vennekreds, som det gjorde for Sofie og mig,” siger Nanna.

Efter tiden med aarhusianske artister fortsatte hun med gymnastikken i en klub i Aarhus, og et efterskoleophold efter folkeskolen svækkede bestemt heller ikke interessen.

“Den stopper aldrig, og det vil være helt naturligt for mig, hvis jeg ud i fremtiden fortsætter som træner. Gymnastikken stopper jeg aldrig med,” lover hun med stor overbevisning.

Da Nanna Rønde Rasmussen lagde billet ind på at blive en del af DGIs Verdenshold, vidste hun godt, at hendes ballast var okay, men også, at det alligevel ville blive et nåleøje at slippe med på det endelige hold med 14 gymnaster af hvert køn. Konkurrencen blev hårdere og hårdere, som truppen blev slankere og slankere.

Så da beskeden om hendes udtagelse tikkede ind på sms, var hun jublende lykkelig. Da mobilen signalerede beskeden, sad hun bænket på Egå Gymnasium.

“Det var stort og fantastisk, for det var selvfølgelig lidt for nervepirrende i de dage, hvor jeg vidste, at det endelige hold ville blive udtaget, men det var rart at have nogle kammerater at dele glæden med, da jeg fik beskeden.”

Nanna afslutter sin studentertid på Egå Gymnasium til juni, og herefter skal det næste års udelukkende handle om gymnastikken og de oplevelser som naturligt følger med.

Nanna afslutter sin studentertid på Egå Gymnasium til juni, og herefter skal det næste års udelukkende handle om gymnastikken og de oplevelser som naturligt følger med.

Ambassadører på tour

De 28 verdensholdsgymnaster, der lige nu får testet dagsformen ved en række fælles træningssamlinger, indleder deres world-tour 4. september med deres første take-off show i Viborg.

Danmark får i alt 11 shows, før holdet for alvor kan begynde verdensturneen. Turen går til mere end 14 lande og strækker sig lige fra Azerbaijan og Syd Afrika over Taiwan til Brasilien og USA.

“Jeg føler mig godt forberedt til turen, men ved også, at jeg er en del af et hold, som ud over at lave opvisninger, også skal kunne fungere sammen under meget fremmedartede forhold og være ambassadører i de mange lande, som vi nu skal besøge,” forklarer Nanna Rønde Rasmussen.

“Vi bliver trætte fysisk, ingen tvivl om det, men vi er også sat sammen som hold, fordi der er en klar forventning til os om, at  vi kan støtte hinanden, når trætheden er størst, og det gør ondt over alt på kroppen. Vi skal både være i fysisk form, men så sandelig også være stærke mentalt.”

Verdensholdets dannelsesrejse slutter først ved DDS og DGI's Landsstævne i Esbjerg i juli 2013.

ZOOM

Som noget helt nyt indvier DGI's Verdenshold publikum i processen omkring arbejdet med, hvordan et show bliver til.

”Vi vil gerne kunne sende inspiration helt ud i vore mange gymnastikforeninger som til dagligt arbejder med gymnastik. Instruktører der samler i tusindvis af gymnaster på alle niveauer og hele tiden udfordrer sig selv, for at gøre foreningsgymnastikken spændende,” siger Johannes Bjerre, Generel Manager for DGI's Verdenshold.

Showet hedder ZOOM og navnet symboliserer synergi mellem mennesker, hvor dansen møder gymnastikken i søde drømme, skræmmende mareridt, kultur og fantasifulde verdener.

”Vi zoomer ind på kvaliteten i bevægelserne og legen med udtryk og dragter. Vores publikum kan glæde sig til både hip hop, tricking, bølgende rytmer og højtflyvende spring,” siger Signe Braüner Nygaard, den ene af instruktørerne, uden at hun vil afsløre alt for meget.

Om DGI's Verdenshold: • DGI's Verdenshold møder tusindvis af børn og unge på deres workshops på skoler, universiteter og til sundhedsfremmende kampagner verden over. • Holdet afholder ca. 200 workshops og 150 shows under deres turne i verden og op mod 60.000 så showet med DGI's ottende Verdenshold på deres Danmarksturne i 2011. • DGI's Verdenshold vil bevæge verden til meres sundhed, udfordring og fællesskab. Missionen er gennem workshops og shows at inspirere til en aktiv og sund livsstil for både børn, unge og voksne. • Læs mere om DGI's Verdenshold på verdenshold.dgi.dk og www.facebook.com/verdensholdet hvor holdet har mere end 12.000 fans. Turnèplan • DANMARK, SVERIGE, TYSKLAND: september 2012 • AZERBAIJAN: 1. oktober, 2012 • TYRKIET: oktober 2012 • UGANDA: 11. oktober, 2012 • KENYA: 21. oktober, 2012 • SYD AFRIKA: 29. oktober, 2012 • THAILAND: 7. november, 2012 • VIETNAM: 27. november, 2012 • TAIWAN: 15. december, 2012 • USA: 29. december, 2012 • MEXICO: 8. februar, 2013 • COLOMBIA: 20. februar, 2013 • BRASILIEN: 4. marts, 2013 • DANMARK: 25. marts, 2013 • TYSKLAND: juni 2013 • TJEKKIET: juni 2013 • SCHWEIZ: juni 2013 • LUXEMBORG: juni 2013 • NORGE: juni 2013 • DANMARK: verdensturneen slutter

Publiceret 17 May 2012 14:15