Historien om Havfruemorderens datter

Skuespilleren Cecilia Zwick Nash fortæller i et musikalsk selvportræt om sin opvækst som barn af kunstnerne Lis Zwick og Jørgen Nash

Af
Af Martin Schultz

Der er lagt op til en usædvanlig aften i Kulturministeriet i Ebeltoft, når skuespilleren Cecilia Zwock Nash går på scenen for at give sin egen version af et liv som Havfruemorderens Datter.

Hermed hentydes der til at Cecilia Zwick Nash's far, happeningkunstneren, maleren og digteren Jørgen Nash, sammen med en anden særdeles højtråbende og provokerende kunstner, Jens Jørgen Thorsen, har været mistænkt for at være mændene bag halshugningen af Den lille Havfrue på Langelinie i København tilbage i 1966.

”Nu fortæller jeg min historie. Det er min version af en opvækst, som ikke var helt efter kirkebogen. En opvækst i en tid hvor begreber som kunst, familie, uddannelse, politisk bevidsthed, krig og kærlighed blev rystet godt og grundigt. Her blev skabt helt nye meninger, strukturer, moralsæt og idéer,” siger Cecilia Zwick Nash om opvæksten i Kunstnerkollektivet Drakabygget i Sverige.

Et kakafonisk miljø

Som ganske ung gik Cecilia Zwick Nash på scenen og læste sin fars digte op.

”Så længe jeg kan huske, har de digte, min far, Jørgen Nash, skrev, været en del af mit liv. Digtene voksede i takt med, at jeg voksede,” siger Cecilia Zwick Nash.

”Jeg har haft en god og tryg opvækst i et kakafonisk miljø. Jeg var sikker på mine forældres kærlighed og ud fra denne kærlighed voksede en lyst til at fortælle de mange sjove og utrolige historier om skønne, mærkelige mennesker som udgjorde Kunstnerkollektivet Drakabygget.”

Fortæller sin egen historie

Cecilia Zwick Nash ville være skuespiller og blev uddannet på Aarhus Teater.

”I 14 år har jeg stået på nationalscenen, spillet på samtlige af Københavns store scener, medvirket i Film og TV. Jeg har spillet den kvindelige hovedrolle i DRs storsatsning, Bryggeren, og produceret og spillet forestillingen, Oda - Satans Kvinna. Jeg har skabt og spillet forestillingen, Livet bliver ikke genudsendt, med Poul Halberg og Steen Koerner,” siger Cecilia Zwick Nash om sin karriere på de skrå brædder.

”Det har været andres historier. Nu drager jeg land og rige rundt med min egen humoristiske historie om et sted, en tid og en familie.”

Havfruemorderens Datter: Cecilia Zwick Nash - et musikalsk selvportræt! Fredag 2. marts kl. 20.00 i Kulturministeriet Entré: 70 kr. (medlemmer 50 kr.)

Publiceret 29 February 2012 16:30