Fra venstre eleverne Line Kold, Kasper Danebod, forstander Mogens Frederiksen og Mike Ryom.

Fra venstre eleverne Line Kold, Kasper Danebod, forstander Mogens Frederiksen og Mike Ryom.

Fedt med praktik og intet pjækkeri

Produktionshøjskolen Djursland fejrer 20 års jubilæum og indvier ny bygning

Af
Af Martin Schultz

Produktionshøjskolen Djursland sætter alle sejl til, når formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Syddjurs Kommune, Gunnar Sørensen (V), Vrinners, torsdag 9. februar indvier skolens nye bygning.

Samtidig fejrer produktionsskolen nemlig sit 20 års jubilæum, selv om man her fremrykker selve jubilæumsdagen et halvt års tid.

Dagen bliver således en lejlighed til at se hvad det tidligere Kontorcenter i Ryomgård har udviklet sig til gennem 20 år som meget aktivt uddannelsessted, og samtidig bliver der mulighed for at hilse på Produktionshøjskolens elever og medarbejdere.

Skolen har omkring 40 elever mellem 16 og 25 år. Samtidig er 25 EGU-elever, som tager en to-årig erhvervsgrunduddannelse med meget praktik og ikke så meget teori, tilknyttet skolen.

Ikke nogen kliker

De unge kan godt li at komme på Produktionshøjskolen i Ryomgård.

”Alle kan snakke med alle. Der er ikke nogen kliker og ikke noget pjækkeri. Vi kan både have fag, arbejde på værksteder og så er det rigtig fedt, at vi kan komme i praktik,” siger 18-årige Amanda Greve Kjeldsen fra Knebel.

På jubilæumsdagen fester nuværende og tidligere elever om aftenen med levende musik.
 
Læs mere i Adresseavisen og Lokalavisen i næste uge.

Produktionshøjskolen Djursland, Vestergade 67, Ryomgård holder indvielse og 20 års jubilæum torsdag 9. februar fra kl. 14 til 17. Skolen henvender sig til unge ledige mellem 16 og 25 år, som skal rådgives, vejledes eller motiveres til at komme videre. Skolen tilbyder undervisning i engelsk, dansk og matematik med eksamen på 9. klasses niveau Skolen er tilknyttet den to-årige EGU-uddannelse med stor vægt på praktik. Skolen har linjer indenfor sundhed og service, metal, træ, design, skov og natur, og børn og omsorg. Læs mere på www.pro-djurs.dk

Publiceret 02 February 2012 11:50