Mikkel Juhl (tv. med ryggen til), Tyrell Johnston (i midten) og Jannek de Place (9) scorede tilsammen 21 af ÅHGs 25 mål i søndagens kamp mod JAI.

Mikkel Juhl (tv. med ryggen til), Tyrell Johnston (i midten) og Jannek de Place (9) scorede tilsammen 21 af ÅHGs 25 mål i søndagens kamp mod JAI.

Håndbold:

ÅHG trykkede studenterhuen ned over aarhusianske akademikere

Aastrup/Hammelev-Grenaas herrer i 3. division leverede en flot præstation i søndagens udekamp i Annex Hallen i Aarhus og vandt 25-20 over JAI

Af
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) hænger efter søndagens flotte præstation og 25-20 sejr over de jyske akademikere - JAI - fortsat med i toppen af 3. division for herrer.

Efter en start på foråret, der med cheftræner Torben de Places ord, har været "lidt hostende", var der ikke antydningen af halsbetændelse over spillet i den lille og meget initime Annex Hallen i det midterste Aarhus.
Fra første fløjt stod der ÅHG på det meste.

"Forsvaret startede denne gang i en offensiv formation der fra start til slut satte JAI-angrebene ud af funktion. Kun deres frygtede kontramaskine kunne frembringe lidt panderynker i midten af første halvleg, men ellers var der styr på sagerne," fortæller Torben de Place.
Udeholdets maskine startede planmæssigt, og efter 10 minutter var ÅHG foran 7-3.

Stærk canadier

ÅHGs canadiske springfyr,  fodrappe Tyrell Johnston, spillede på toppen af det offensive forsvar, og han var fremragende i begge ender af banen.

"Sammen med Kasper Nissen i målet, sørgede Tyrell for at holde JAI helt væk i deres stationære angrebsspil," roser Torben de Place.
Men midt i halvlegen kom ÅHGs Jacob Wiil til skade og måtte have en ufrivillig pause. Det betød lidt omrokeringer rent angrebsmæssigt, hvilket resulterede i nogle alt for tidlige og dårlige afslutninger, som JAI forstod at udnytte prompte.

Selv Kasper Nissen i målet måtte i denne periode give fortabt. Så efter 20 minutters spil var der bragt balance i regnskabet ved 9-9.

"Men Med Wiil tilbage på banen fandt vi hurtigt ind på sporet igen, og 3 hurtige mål gav et lille plus ved halvleg til pausestillingen 15-14," fortæller cheftræneren.

Kontraløb nustillet

"Anden halvleg lignede første halvleg til forveksling, bortset fra at de rettelser til angrebsspillet, der blev foretaget i pausen, blev overholdt de sidste 30 minutter," forklarer en tilfreds Torben de Place.

Det betød, at JAI helt blev holdt fra kontrachancer, og i det stationære forsvar er der ikke mange hold i rækken, der lige nu kan matche ÅHG.

Sat i relief af, at JAI kun scorede seks mål efter pausen, og da ÅHG scorede ti, kom den sikre sejr sikkert i hus.

Træner-sønnen Jannek de Place udnyttede sin hurtighed og lynsnare skudafvikling til at score 8 flotte mål men hverken Mikkel Juhl eller Tyrell Johnston ville stå tilbage og med henholdsvis 7 og 6 mål bidrog de til slutresultatet.

"En fantastisk håndboldkamp, der blev afviklet i et vanvittigt hurtigt tempo," siger en glad Torben de Place.

Den ny mand i målet, Kasper Nissen, imponerede atter som bagmand i et forsvar med de velkendte krigere, Jacob og Alf Sørensen, og Carsten Sander.

"Nissen nåede op på de magiske 68 procent  i anden halvleg, og heri er ikke medregnet de 10 skud som forsvaret desuden pressede skytterne til at sende helt forbi mål," siger Torben de Place.

I næste runde møder ÅH topholdet Randers HH  i Skyline Arena søndag klokken 13.

Publiceret 30 January 2012 14:05