Foto: Jeannot Huyot

Foto: Jeannot Huyot

Datagraf bliver rekonstrueret

Datagrafs tabsgivende trykkeri er nu skåret fra

Af
Anette Bonde

I sidste uge blev det meldt ud fra Datagraf A/S i Auning, at virksomhedens trykkeri og bogbinderi var gået konkurs. Mandag hed det, at Datagrafs tabsgivende trykkeri nu er skåret fra og to stærke forretningsområder fortsætter i et rekonstrueret selskab.

"Det har været vigtigt at realisere en holdbar og langsigtet plan, hvor problemerne blev løst på en gang. Det er sket gennem en rekonstruktion af Datagraf-koncernen. Rekonstruktionen indebærer, at trykkeriet hos Datagraf ikke er en del af fremtiden. Trykkeriet var ikke rentabelt mere, og var blevet en klods om benet på hele Datagraf-koncernen. Det hænger sammen med, at der i dag er stor overkapacitet på trykkerimarkedet og en meget skarp priskonkurrence," fortæller Svend Erik Baadsgaard, direktør for Datagraf.

Han understreger, at det rekonstruerede selskab står på to, stærke forretningsmæssige ben, som giver overskud: kreative publiceringsløsninger (Datagraf Communications) og annoncesalg (DG Media).

Afskedigelse af 54 medarbejdere

Den tabsgivende trykkeridel er skåret væk. Det nye selskab vil blive ledet af de to direktører og medejere, Svend Erik Baadsgaard og Kristian Lautrup-Nielsen. Sidstnævnte har i en årrække været direktør for DG Media A/S.

I forbindelse med trykkeriets konkurs og rekonstruktionen af Datagraf har det været nødvendigt at afskedige 42 medarbejdere på trykkeriet og 12 funktionærer. Efter rekonstruktionen er der 135 medarbejdere i Datagraf-koncernen.
"Vi er rigtig kede af at måtte afskedige så mange dygtige og arbejdsomme medarbejdere, der alle har ydet en stor indsats hos Datagraf. Alle vi, der er tilbage, vil arbejde hårdt for, at vores trofaste kunder ikke oplever gener ved overgangen til det nye selskab, men kun fordele", siger Svend Erik Baadsgaard.

Ja tak til at blive medejer

I forbindelse med rekonstruktionen af Datagraf henvendte virksomheden sig til Stibo-koncernen for at høre, om Stibo ville være en del af et nyt og stærkt Datagraf.

”Vi har sagt ja tak til at blive medejer, fordi der er mange gode synergier. Udover kapital styrker vi det nye Datagraf Communications ved at integrere vores kreative aktiviteter og annoncesalgsaktiviteter fra Stibo Zone i det nye selskab. Vi kan således fremover tilbyde eksisterende og nye kunder endnu bedre design-, web- og annonceløsninger på det danske og skandinaviske marked. Samtidig er det også vigtigt – set fra vores stol – at der sker en yderligere konsolidering af trykaktiviteten, så der kommer færre og større enheder. Der er herefter en meget fin sammenhæng mellem vores forretningsområder i Stibo-koncernen og de to velfungerende ben i Datagraf, som virksomheden står på nu,” forklarer Hans Damgaard, administrerende direktør i Stibo-koncernen.

Evend Erik Baadsgaard understreger, at kunderne ikke vil opleve ændringer.

”Vores mål er, at kunderne ikke skal opleve, at leverancen fra Datagraf ændrer sig. Kunderne vil i vid udstrækning komme til at samarbejde med de samme personer som i dag. Vi har gennem årene brugt Stibo Graphic som underleverandør til vores eget trykkeri. Fremover vil vi i højere grad udnytte den kapacitet, som Stibo Graphic har inden for rotationstrykløsninger, mens arktryk vil blive varetaget af ATM. Det rekonstruerede Datagraf bliver partner og dermed medejer af ATM. ATM er en sammenslutning af 10 grafiske virksomheder, som sammen driver arktrykkeri med stordriftsfordele. Kunderne vil ikke komme til at mærke noget. De vil opleve samme priser, service og kvalitet,” siger Svend Erik Baadsgaard.

Han fortsætter: ”Selv om det er rigtig trist at skulle gennem en rekonstruktion, så er jeg utrolig glad for, at Datagrafs problemer nu er løst. Vi står med en ny virksomhed, som er skåret til i forhold til markedet nu og fremover.

Kristian Lautrup-Nielsen tilføjer: ”Med integration af Stibo Zone i Datagraf/DG Media styrkes vores position på mediemarkedet til gavn for vores mediapartnere. Datagraf vil derfor få et stærkt forretningsmæssigt og økonomisk grundlag, som gør det muligt for os at fokusere på det, vi er rigtig gode til: At udvikle kreative publiceringsløsninger og at skaffe den nødvendige finansiering til kunderne gennem annoncesalg.”

Publiceret 30 January 2012 11:15