Ny Malt skal ud af boxen

Ny Malt har fået midlertidigt logi i glascontainer på grunden foran Maltfabrikken i Ebeltoft

Af
Af Martin Schultz

Det gælder om at være synlig, når man vil ud af boxen med sit budskab.
Og borgerinitiativet Ny Malt er for alvor blevet synlig, for med lånet af en glascontainer til placering på grunden foran Maltfabrikken kan borgerne i bogstaveligste forstand følge med i, hvad der sker blandt folkene bag kampagnen for at ombygge og indrette den gamle maltfabrik til et center for innovative erhverv, design og kultur.

”Ja, vi skal tænke ud af boxen. Og her i containeren er der højt til loftet og vi har det store udsyn,” siger projektleder Kristian Krog, som er fast mand i sekretariatet for Ny Malt initiativet.

Bag sit skrivebord i glascontaineren kan han se ud over Vigens vilde vover, og tanker og visioner kan flyve langt og frit.

Stategisk alliance

Ny Malt har lånt glascontaineren af kampagnen for at gøre Aarhus til Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Den har været opstillet forskellige steder i Aarhus, men skulle ikke bruges denne vinter og er derfor indtil videre endt som mødested og blikfang for Ny Malt initiativet.

Og velviljen fra det århusianske kulturbyprojekt er særdeles nærliggende, for den strategiske alliance mellem ønskerne om at gøre Aarhus til Europæisk Kulturhovedstad i 2017 og Ny Malt initiativet er ganske åbenlys.

Kreative væksthuse

Ved Syddjurs Kommunes kulturkonference i Maltlageret i december var leder af kulturhovedstadsprojektet Trevor Davies blandt talerne og hans begejstring for Ny Malt initiativet er stor.

”Ny Malt indgår i ansøgningsmaterialet som et af tre ”kreative væksthuse” i Region Midtjylland, som man ser et potentiale i,” fortæller Kristian Krog.

De andre to kreative væksthuse er det tidligere Horsens Statsfængsel og Væksthuset Arsenalet på kaserneområdet i Viborg.

Mødested for udvikling

Ny Malt initiativet led et tilbageslag i efteråret, da byrådet i Syddjurs Kommune med den mindst mulige margin afviste at engagere sig økonomisk i ombygningen af maltfabrikken.

”Men de allerfleste politikere taler stadig positivt om det fyrtårn en realisering af Ny Malt projektet ville være for Syddjurs Kommune,” siger Kristian Krog.

Syddjurs Kommune har bevilget 350.000 kr. til Ny Malts projektarbejde i 2012 og 2013. det sker indtil videre fra glascontaineren så tæt på Maltfabrikkens murbrokker, som det var teknisk muligt.

"Glascontaineren lever i høj grad op til motto'et fra vores kulturkonference ”Gentænk”. Vi skal bruge containeren som mødested og kreativt udviklingsrum for skæve og skøre ideer,” siger Kristian Krog. 

Publiceret 14 January 2012 11:12