Røndeelev til tops i essaykonkurrence

To elever fra Rønde Gymnasium placeret blandt de allerbedste i landsdækkende konkurrence

Af
Af Martin Schultz

Gymnasieelev Andrea Maier fra 2x på Rønde Gymnasium skrev sig til hæder, ære og 5.000 kr., da hun forleden blev udnævnt til vinder af en essaykonkurrence om emnet Digtets Natur.

Konkurrencen var udskrevet i forbindelse med udstillingen ”Poesi i Botanisk Have” i København, og det var et særdeles kompetent dommerpanel med professor Anne-Marie Mai, professor. emeritius Erik A. Nielsen og litteraturanmelderen Lars Bukdahl, som holdt på den 17-årige Andrea Maier som vinder af konkurrencen.

Også 18-årige Aske Clark, 3b, deltog i konkurrencen og han fik en placering blandt de ti bedste i konkurrencen, som fik bidrag fra mere end 1000 elever fra hele landet.

De bedste essays i konkurrencen vil blive offentliggjort sammen med dommernes udtalelser på Statens Naturhistoriske Museums gymnasieportal.

Poesiens sansemættede udtryk

Andrea Maiers essay fortæller med en stærk indlevelse om naturlyrik gennem litteraturhistorien med rids fra Adam Oehlenschlæger og frem til Henrik Nordbrandt og Michael Strunge.

”Jeg har altid ladet mig inspirere af romantiske forestillinger om naturen. Men naturen er ikke bare alt det uden om os, men der er også inden i os,” siger Andrea Maier.

Hun har ikke selv skrevet digte, men har for alvor fattet interesse for poesien som koncentreret og sansemættet genre.

”En poet gengiver sin samtid på den mest ærlige måde. Der lukkes op for tabuer og viser der er en spænding.”

Kraften i digtet

3. g'eren Aske Clark fra Smouen blev placeret blandt de ti bedste i konkurrence med et essay, inspireret af digtet Latterens Elskerinde af Lola Baidel.

”Askes essay er båret af en meget stærk sansekraft. Kraften af den litteraturoplevelse, han skriver om, overføres til os som læsere. Han viser hvordan poesien kan rykke vores forståelse af omverdenen,” siger de to præmierede elevers dansklærer Merete Christensen.

Hun har introduceret poesien for sine elever og giver dem en nøgle, som kan lukke teksterne op.

”Mellem alt det andet eleverne også skal nå er det vigtigt, at de oplever at poesien kan gennemstrømme os med den kraft der ligger i et digt,” siger Merete Christensen, som er meget stolt på sin elever og Rønde Gymnasiums vegne over de fine placeringer i essaykonkurrencen.

Andrea Maier bor i Ebeltoft og er datter af lærer ved Den Europæiske Filmhøjskole Petru Maier og lærer ved Handelshøjskolen, Arhus Universistet Carmen Maier. Andrea Maier har gået på Toftevangskolen inden hun i 7. klasse skiftede Til Rønde Gymnasiums Grundskole. Nu går hun i 2x og vil læse medicin efter sin studentereksamen Læs Andrea og Askes essays og se dommernes kommentar på Statens Naturhistoriske Museums gymnasieportal.

Publiceret 22 December 2011 08:29