Debat Norddjurs:

Fyrtårnet Auning Skole

Af Birgitte Nymann, Liberal Alliance:

"Det er meget glædeligt at læse artiklen om Auning Skole, hvor skoleleder Henrik Schou udtaler både ambitioner og mål for sine elever i den skole, han står i spidsen for. Det beskrives at talentfulde elever får ekstra undervisning i en række hovedfag.

Jeg går ind for øget frihed og selvbestemmelse til skolerne, men forudsætningen er selvfølgelig, at den enkelte skole, dens leder og ansatte har ambitioner, sætter sig nogle mål og forfølger dem.

I dag er vi kommet dertil, at det bliver en historie i avisen, når en skoleleder har ambitioner på sine elevers vegne. Det burde være helt naturligt, at vi som samfund stræbte efter at udvikle vores børns evner bedst muligt, og at alle skoler, undervisere og ledere havde både visioner og en strategi til at gennemføre det, bakket op af forældre og lokalsamfund.

Virksomheder arbejder med talentudvikling og skoler bør arbejde med talentudvikling. Hvis talentfulde eller særligt flittige børn ikke bliver udfordret, så bortødes deres evner. I Danmark har vi desværre opbygget et mærkeligt bagvendt syn på livet og dets muligheder, når vi siger, at et samfund skal måles på, hvor godt det tager hånd om de svageste.
Man kunne jo vende det om, og spørge, om vi ikke snart, ligesom skolen i Auning, bliver nødt til at ofre lidt tid og opmærksomhed på dem, der viser evner, vilje og flid til at nå lidt længere.

Så kan vi som samfund blive målt på, hvor gode vi er til at skabe alt det vi savner i vores kriseramte samfund: dygtighed, ambition, selvstændighed, flittighed og høj arbejdsmoral."

Publiceret 01 December 2011 22:45