Vrinners fik en lang næse

Vrinners må nøjes med trøstepræmie fra LAG Djursland i kapløbet om Region Midtjyllands landsbypris 2012

Af
Af Martin Schultz

Det blev Rødding ved Skive og ikke den lokale djurslandske kandidat Vrinners, som forleden blev udpeget til modtager af regionens landsbypris og rare 150.000 kr. at gøre godt med i lokalsamfundet.
LAG Djursland havde ellers udpeget Vrinners som den lokale kandidat i konkurrence med Villersø og Nørager, men Rødding kunne byde på en lang række tiltag, som overbeviste regionens ekspertudvalg og siden regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling.

Fjerde gang prisen uddeles

Regionens Lokale Aktionsgrupper, LAG'er, havde i år indstillet 11 landsbyer og landsbysamfund til prisen.
Det er fjerde gang, at prisen blev uddelt. De forrige år er den gået til Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune og Endelave By i Horsens Kommune - i nævnte rækkefølge.
Tidligere har Nørager været indstillet fra Djursland og sidste år var Feldballe nomineret som  Djurslands kandidat.

Vrinners får en trøstepræmie

Vrinners slog i sin kandidatur især på det aktive miljø omkring beboerforeningen og beboerhuset, en positiv erhvervsudvikling og landsbyens kreative og kunstneriske potentiale.
Selvom Vrinners ikke løb med den store præmie på 150.000 kr. fra regionen, kan de forvente en trøstepræmie fra LAG Djursland.
Sidste år kunne Feldballeborgerne glæde sig over en gratis koncert med det australske verdensorkester Totally Gourdgeus i Tåstrup Forsamlingshus. 

Derfor blev Rødding vinder af landsbypris 2012 De vil plante 10.000 æbletræer inden år 2017, og de vil etablere deres egen ”blå lagune” efter islandsk forbillede. Og så vil de have Salling Studen til at græsse omkring Spøttrup Borg og sætte nyt liv i området omkring et tidligere teglværk. Men de har også allerede gjort en masse i Rødding. De har fået sig en kulturhal, en hjemmeside, et bytorv med vandkunst, en flagallé og såmænd også en folkepark. De har efter aftale med en række lodsejere anlagt 52 kilometer trampestier i og omkring deres landsby, og så har de indført ”running dinners”, hvor især tilflytterne på en aften besøger flere forskellige familier i landsbyen og spiser en ret hvert sted for så at slutte sig til en stor fest i forsamlingshuset.

Publiceret 01 December 2011 11:41