To AGF-koryfæer fra hver deres tid - Hans Petersen og Svenning Pilgaard. Foto: Thomas Thorninger.

To AGF-koryfæer fra hver deres tid - Hans Petersen og Svenning Pilgaard. Foto: Thomas Thorninger.

AGF-nostalgi på Atletion

Legenderne udveksler røverhistorier

Af
Thomas Thorninger

Redaktionschef på Aarhus Stifttidende - Hans Petersen - kommer lidt for sent til orienteringsmødet på Atletion om fodboldambassadørerne sammen med undertegnede.

Det gør ikke noget. Den tidligere træner og spiller i AGF kender alligevel de fleste i forsamlingen og deres meritter.

Cirka 50 personer er foreløbig udvalgt til at repræsentere AGF's ansigt udadtil.

Fortidens stjerner som Henning Enoksen over John Stampe til Stig Tøfting.

Et bredt udsnit af personligheder gennem tiden. Alle med gode historier at fortælle. Især om AGF's storhedstider.

Skiltene var forsvundet

Træner Poul Erik Bech afleverede tegningen til et storhold i 1983.

Det var dog ikke alle, der var tilfredse med træneren dengang, selvom de lige havde vundet medaljer.

"Jeg skulle skifte Morten Donnerup ud engang. Det var dengang, træneren gik hen efter skiltene med numrene på spillerne. Men jeg kunne ikke finde nummeret. Senere gentog det sig med den anden fløj - Per Beck Andersen. Ham kunne jeg hellere ikke finde skiltet med. Det var dem, jeg altid tog ud. Det var jo dem, der løb mest," forsvarer Poul Erik Beck sig. "Jeg kunne ikke forstå det."

Per Beck Andersen tilstår med et grin. "Det var mig. Jeg var skide sur over at blive skiftet ud hver gang sammen med Morten. Jeg gemte skiltene i sandkassen, men det hjalp ikke. Jeg røg ud alligevel."

Humor var der nok af dengang. Det var det, der bandt holdet sammen. Kittet til medaljer. Hård træning gjorde det ikke alene. Spillerne stod sammen.

Poul Erik Bech kunne stadig huske tiden fra 80erne. Foto: Thomas Thorninger.

Poul Erik Bech kunne stadig huske tiden fra 80erne. Foto: Thomas Thorninger.

Mørket sænker sig

Under den interne præsentationen af fodboldambassadørene kom der mange sjove bemærkninger frem.

Den gamle landsholdsangriber Henning Enoksen med det frygtede venstreben kunne ikke huske, hvornår han spillede i klubben, men han ville da gerne takke for indbydelsen.

Benet blev sat af for et stykke tid siden. Den eneste tørre kommentar han havde haft: "Ærgerligt, at det var mit gode ben, de tog."

Senere kunne en endnu ældre legende fra guldholdet i 50erne - Svenning Pilgaard - fortælle om turerne ud i Europa. Det var i de første år i Europa Cuppens historie, og kampene var omgærdet af en glans af storhed. Tænk, de bedste hold fra Europa kunne mødes. Noget, der virker absurd i dag, hvor holdene nærmest mødes hver uge hen over kontinentet.

For Svenning Pilgaard var der særlig en tur ned til Frankrig, der står klar i hukommelsen.

"Vi havde lejet en lille flymaskine til turen, men vi røg ind i noget turbulens omkring Alperne. Jeg var helt rundt på gulvet, da vi landede."

Han var ikke den eneste. Kampen blev tabt 5-1. Europa-eventyret sluttede brat.

Heldigvis ikke så brat som Manchester Uniteds berømte hold fra 1958, der blev udslettet i en lignende flyhistorie.

Der er langt fra fortidens meritter til nutidens Superliga.

Men håbet og passionen for fodbolden og AGF forsvinder ikke bare sådan.

Erindringerne er der for altid. Gemt allerbagest i hjernen. Det, der forsvinder allersidst.


Publiceret 01 December 2011 06:00