Stand up og rock til fødselsdag

Det offentlige Rønde Gymnasium holder årsfest med Thomas Hartmann og Jakob Baumgartner

Af
Af Martin Schultz

En ny tradition er født på Rønde Gymnasium. Åbningsfesten sidste år ved opstarten til det nu offentlige gymnasium med deltagelse af den krøllede entertainer Anders Lund Madsen som konferencier var nemlig så stor en succes, at man gentager en lignende fest i år.
Nu kaldes festen en årsfest og finder sted fredag 2. september.

Landskendt stand.up'er

På programmet står kl. 15 den landskendte stand-up'er Thomas Hartmann, som er en mand med fingrene  i meget af det, som unge mennesker i dag synes er hyleskægt.
”Hans sans for at udlevere hverdagen i en strøm af intelligente og ustyrligt morsomme betragtninger er uforlignelig,” siger uddannelsesleder Morten Ærø, Rønde Gymnasium, om Thomas Hartmann, som har haft egne shows og været manuskriptforfatter på successer som ”Langt fra Las Vegas” , ”Jul på Vesterbro”, ”Wullfmorgenthaler” samt ”Dolph & Wulff”.

Velspillende frontfigur og sideman

Efter Thomas Hartmann spiller guitaristen Jakob Baumgartner omkring kl. 16, mens alle elever og lærere spiser.
Jakob Baumgartner er sanger og guitarist med base i Århus. Han er frontfigur i orkestret Popfilter, som står for et nutidigt udtryk på den dansksprogede popscene.
Samtidig er Jakob Baumgartner kendt som sideman, ikke blot for den lokalt stærkt feterede Michelle Birkballe, men også for solister som Ivan Pedersen, Henning Stærk og Rock Nalle.

Publiceret 30 August 2011 16:00