Mik Schack kommer til Lyngby Forsamlingshus lørdag 8. oktober.

Mik Schack kommer til Lyngby Forsamlingshus lørdag 8. oktober.

Kulturen slippes løs i forsamlingshusene igen

Der bliver både foredrag, musik, øl, mad med mere i Djurslands forsamlingshuse her i efteråret

Af
Anette Bonde

Det er syvende gang, "Liv i forsamlingshusene" spreder kultur og samvær på Djursland. Det sker med 30 kulturarrangementer i 30 forsamlingshuse.

Start fredag 16. september

Starten går fredag 16. september med Esben i Alsrode Forsamlingshus. Han vil spille sange og fortælle om Jens Langkniv. Samme aften er der også ølsmagning på programmet. Det sidste arrangement, der afrunder sæsonen, er med Wedgwood Trio i Voer Forsamlingshus. Det er lørdag 19. november.

Undervejs har der været underholdning og foredrag med et væld af både topkendte og mindre kendte kunstnere og underholdere.

Der kan nævnes Peter Vildmand, The Highlanders, Viggo Sommer, Mic Schack, Carsten Knudsen, Bibbi og Snif, Nina og Hjalte Tin, Esben Just, Bjarne Nielsen Brovst, Peter Viskinde, John Engelbrecht og Henrik Knudsen fra Graceland.

Stigende besøgstal

Projektkoordinator Bo Jacobsen siger, at årets program har fået endnu et kvalitetspift opad.

"Det er med både nye spændende kunstnere og afholdte gengangere nok det bedste program hidtil med musik, foredrag, show, god mad og meget andet."

"Liv i forsamlingshusene" har haft en markant stigning i besøgstallet fra år til år på12-15 procent.

Projektets folder omdeles i såvel Nord- som Syddjurs kommuner og man kan også se det på nettet: www.liviforsamlingshusene.dk.

"Liv i forsamlingshusene" støttes af Norddjurs kommune, Syddjurs Kommune, Dansk Musiker Forbund og har Sparekassen Djursland som sponsor.

Publiceret 30 August 2011 13:00