En mand og hans hund på arbejde for gud, konge og fædreland. Foto: Nicole Wolter.

En mand og hans hund på arbejde for gud, konge og fædreland. Foto: Nicole Wolter.

Klumme:

Journalist låst inde på Grenaa Rådhus

En journalists største drivkraft er nysgerrighed. Det er en af de egenskaber, jeg har til overmål - på godt og ondt. Det var også netop den egenskab, der gjorde, at jeg pludselig befandt mig låst inde på rådhuset i Grenaa... ganske kort tid før regentparr

Af
Af Nicole Wolter

Dagen begyndte med et dræbende kedeligt, men vigtigt pressemøde, hvor det samlede pressekorps blev instrueret i, hvor, hvornår og hvordan alt skulle foregå på den meget vigtige dag.
Jeg fulgte interesseret med og noterede mig, at der klokken 11.32 var presseakkreditering til presseafspærring ved UngNorddjurs, at ingen måtte så meget som at prøve på at tiltale dronningen, og at pressebussen ville køre videre uden én, hvis man kom så meget som tyve sekunder for sent.
Jeg forstod, at hele situationen var meget, meget alvorlig.
Da så jeg ud af øjenkrogen en politimand med den skønneste labrador, der afsøgte hallen uden for det lokale, vi sad i. Min nysgerrighed fik mig til at rejse mig, gribe min blok og mit kamera og gå efter mand og hund. De gik ind i Rådssalen, hvor jeg flere gange har været til kommunalbestyrelsesmøde.
"Må jeg komme med?" spurgte jeg høfligt, og det fik jeg lov til af den rare politimand, der hele tiden holdt øje med, hvad jeg foretog mig.
Så jeg stod meget stille og så på hunden, der arbejdede. Imponerende, siger jeg bare.
Da jeg kom ud igen, var jeg helt alene i hallen. Lokalet, vi før sad i, var tomt. Døren ud til p-pladsen og dermed pressebussen - som kørte, hvis jeg var bare tyve sekunder forsinket - var låst. I panik ruskede jeg i døren. Jeg vidste, at jeg var i renset område. Her måtte jeg ikke være.
Ind gennem glasset til Borgerservice, så jeg en enlig dame. Jeg bankede på ruden og skreg vistnok "hjælp", men damen stod bare stille og så forskrækket på mig, som var jeg genfærdet af afdøde Osama bin Laden.
Jeg drejede mig og så mod hovedudgangen. Her var de automatiske døre lukkede. Den røde løber var rullet ud. En PET-mand stod på den med ledning i øret og holdt øje med folkemængden. Folk stod helt tæt frem til kanten af løberen - bag en afspærring - og ventede på at få et glimt af dronningen.
Jeg kunne ikke dy mig - jeg vinkede til dem...
PET-manden vendte sig om og så mig lige i øjnene. Jeg trak vist ikke vejret. Jeg ventede bare på, at han ville gribe sit våben og pløkke mig ned, fordi jeg befandt mig på "secured area". I stedet blev hans øjne meget, meget store - mens jeg tilsvarende blev mindre og mindre.
Sådan begyndte min dag med, at jeg måtte træde ud på den røde løber og forlade stedet, mens folkemængden og PET-manden fulgte mig med øjnene. Da vinkede jeg ikke til folket.
Så, kære læsere, der er ingen grænse for, hvad nysgerrighed kan afstedkomme - og virkeligheden er ofte bedre end fantasien.

null

Publiceret 24 May 2011 15:34