Nick & Krede har fået nye kolleger
Ungdomsskolen har fået to ny ungdomskonsulenter i folden, som tager fat 1. august 2011
Ann Katrin Bonnerup, Skødstrup og Janus Hentze, Tirstrup, bliver de to nye ungdomskonsulenter, der efter sommerferien skal supplere de nuværende, Nick Brøste og Kristian K. Larsen, der lyder kælenavnet “Krede”.
Familierådgivere
De to nye er begge 36 år og har en fortid i Syddjurs Kommune som ansatte i Familierådgivningen, så de kender udmærket til både området og de unge, der har særlige problemer og behov.
Ann Katrin Bonnerup får base i Rønde/Mols området. Hun er meget optaget af at motivere de unge til få taget en uddannelse og være en del af lokalområdet.
“De skal ville noget med deres liv,” siger Ann Katrin Bonnerup.
Kollega Janus Hentze har tidligere arbejdet i ungdomsskolen, som klubmedarbejder, musiklærer og skitursansvarlig.
Han får base i den tidligere Ebeltoft Kommune, mens Nick Brøste tørner ud i Midtdjurs og Kristian K. Larsen i Hornslet.
Om den ny SSP-struktur med fire ungdomskonsulenter eller SSP-konsulenter, som de fremover skal kaldes, siger Janus Hentze:
”Den ny SSP-struktur er en styrkelse af det forebyggende arbejde. Det er oplagt at ungdomsskolen bliver udgangspunktet for indsatsen i forhold til de unges problemer.”
”Det er en succes, hvis man får fat i nogle af de unge, inden de bliver en sag i familieafdelingen”.
Publiceret 24 May 2011 13:24