Lars Klottrup (nummer 3 fra højre9

Lars Klottrup (nummer 3 fra højre9

Debat Syddjurs:

Du skal elske din vindmølle

Af Lars Klottrup, Mosevej 1, Hedeskov, Rønde:

"På de internationale markeder presser kineserne priserne på vindmøller. Og endnu værre: I Danmark vil befolkningen ikke makke ret! I Syddjurs og mange andre af landets kommuner breder den folkelige modstand sig mod at blive tvangsindlagt til naboskab med vindmølleindustriens industrimastodonter.
Hvad gør vindmølleindustrien i en så presset situation? Satser på vennerne fra akustikkonsulentfirmaet DELTA, der jo tidligere har sat videnskabsmænd på plads, der vovede at sætte spørgsmålstegn ved lydløsheden af vindmølleindustriens produkter.
Hvordan får man lagt låg på de mange internationale sundhedsfaglige undersøgelser, hvor højt estimerede læger gang på gang, efter årelange undersøgelser har påvist, at naboskabet til vindmøller gør folk syge?
Det duer ikke at sætte danske lægevidenskabelige forskere til at undersøge de mange danskere, der allerede i dag lever i kæmpevindmøllernes skygge. De kunne jo komme frem til, at folk blev syge af det!
Nej, vi lader akustikkonsulentfirmaet DELTA lave en hurtig gennemgang af forskningen på sundhedsområdet – det må vi via vores gode venner i Miljøstyrelsen kunne få Sundhedsstyrelsen til at rekvirere dem til.
Og vupti! – på 18 dage har de dygtige akustikspecialister fra DELTA lavet et litteraturstudie over alle de internationale sundhedsundersøgelser på området og barslet med en fin videnskabelig rapport med titlen ”Sammenhæng mellem vindmøllestøj og helbredseffekter”.
 Man har godt nok været nødt til at ty til lægmands-leksikonnet Wikipedia og i høj grad hængt sin hat på ”ekspert”-udtalelser, købt og betalt af den amerikansk-kanadiske vindmølleindustri. Men så slap man også for at læse The Wind Turbine Syndrom af Dr. Nina Pierpont og andre centrale undersøgelser.
Rapportens konklusion? Ud med undersøgelserne – duer ikke! For det er nemlig naboernes egen skyld, at de bliver syge af at være naboer til vindmøller. Det er simpelthen noget, de bilder sig ind. Hypokondere til hobe!
Synes du vindmøller larmer? Så er det dig, der er noget galt med. Vindmøller er smukke og larmer ikke. Sig det i kor: Vindmøller er smukke og larmer ikke!
Så har vi alle sammen bidraget til, at vindmølleindustrien kommer på fode igen. Vindmølleindustrien skal ikke bare have evig økonomisk støtte. Den skal også have en evig plads i vores hjerter.
Og du må hellere støtte den. Ellers er det dig, det er noget galt med! Det er nu videnskabeligt bevist. Check selv i Wikipedia!"
 
 

Publiceret 01 May 2011 19:31