Natur, høns og især portrætter

Billedkunstner og portrætmaler Ulla Bille udstiller på Hotellet i Rønde

Af
Af Martin Schultz

”Uanset hvad og uanset hvem, så er det hver gang hårdt arbejde at lave et portræt. Naturbilleder til gengæld er befriende anderledes.”
Det siger maleren Ulla Bille om sit billedunivers. Hun er især blevet kendt som portrætmaler og kan blandt andet føje amtsborgmester Ib Frederiksen, Midtdjurs borgmester Peder Vejsgård Jensen, Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger og Rønde Gymnasiums rektor Poul Møller Petersen til den liste af kendte personligheder, som har lagt ansigt til Ulla Billes portrætkunst.
”Portrætterne er naturalistiske, men de er ikke fotografiske i deres gengivelse af ansigterne. Jeg afkoder hver ansigt, ser ind bag masken og lader det bagvedliggende sind skinne igennem til beskueren”, fortæller Ulla Bille.

Årets kunstner i 2007

Ulla Bille henter også motiver fra naturen hjemme og ude og dyreverdenen, som hun skildrer på en indlevende og følsom måde.
Ulla Bille er udgået fra Århus Kunstakademi i 1987. Hun er medlem af flere forskellige kunstnersammenslutninger og blev i 2007 af publikum valgt til årets kunstner på Påskefestivalen i Ebeltoft.
Hun er blandt andet medlem af Professionelle Kunstnere i Syddjurs og har atelier i Femmøller.
Alle er velkomne til fernisering torsdag 5. maj 2011 kl. 19.00 på Hotellet i Rønde, hvor Rønde Kunstforening byder på nogle forfriskninger. Udstillingen kan ses indtil 27. maj.

Publiceret 01 May 2011 12:00