Ægteparret Rune serverer softice og isvafler med kugleis af mærket Carte D'Or i deres nye butik. Der er et bredt udvalg af smagsvarianter og både traditionel flødeis, sorbet og nogle specialiteter. Der er også godt med drys til at komme ovenpå. Foto: Puk Udsen.

Ægteparret Rune serverer softice og isvafler med kugleis af mærket Carte D'Or i deres nye butik. Der er et bredt udvalg af smagsvarianter og både traditionel flødeis, sorbet og nogle specialiteter. Der er også godt med drys til at komme ovenpå. Foto: Puk Udsen.

En ismand og iskone kommer til byen

Ægteparret Danni og Johanna Rune har netop åbnet butikken 'Is i Lillegade' i Grenaa

Af
Af Nicole Wolter

'Is i Lillegade' er kort og godt navnet på den butik, som ægteparret Danni og Johanna Rune netop har åbnet i - som navnet lyder - Lillegade nr. 6, hvor Iskageboden lå tidligere.
Her vil grenaaenserne i fremtiden kunne købe både isvafler med kugler af is og lækre softice med ægteparret Rune bag disken.
Mens 25-årige Johanna er ved at lære faget at kende, har 31-årige Danni nærmest været i isbranchen hele sit liv.

Vokset op i isbutik

"Jeg er ud af en familie, der har en lang tradition for is. Jeg har vel nærmest været i isbranchen alle mine 31 år...," siger Danni og griner, før han forklarer:
"Jeg er nemlig fra Ringkøbing, og der havde mine forældre en isbutik, som jeg har gået i siden barns ben".
Hans oplæring til ismand begyndte da også tidligt.
"Jeg bagte vafler som dreng som noget af det første. Sidenhen fik jeg lov til at ekspedere," fortæller Danni. Han har i de seneste år rejst meget og haft forskellige job, men isbutikken blev ved med at trække.
Heldigvis var svenske Johanna helt med på idéen.

Netop flyttet til Grenaa

Den helt rigtige butik viste sig at ligge i Grenaa, så nu har ægteparret rykket teltpælene op i Århus og er netop flyttet til Djursland.
"Vi synes, at det er et rigtigt rart sted at være. Man mærker straks, at der er en god og rolig atmosfære. Så vi satser på at blive så lokale, som man kan blive, når man ikke er født her," siger Danni Rune.

Publiceret 01 May 2011 15:00