Søren Holdgaard (tv) og cheftræner Brian Engelund tabte et skridt med nederlaget til Holstebro, men de kan indhente det tabte igen ved at vinde på lørdag i Lindholm.

Søren Holdgaard (tv) og cheftræner Brian Engelund tabte et skridt med nederlaget til Holstebro, men de kan indhente det tabte igen ved at vinde på lørdag i Lindholm.

2. division Vest:

En gedigen overraskelse på Grenaa Stadion

FC Djursland havde mulighederne, men bundproppen Holstebro spillede en klog kamp og vandt 2 - 0

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg vil ikke pille ved Holstebros sejr, for den var som sådan okay, når vi nu ikke formåede at udnytte de muligheder for at score, som vi kom frem til især i den første time," siger en afklaret Brian Engelund, cheftræner hos FC Djursland, efter lørdagens nederlag til bundholdet Holstebro.
"For vi havde chancerne, og efter en skidt start satte vi os også på spillet i første halvleg, hvor både Hans Paarup Larsen og Søren Holdgaard var meget tæt på at score, men i dag var det stolpe ud for os i modsætning til de fire foregående kampe."
Hos Holstebro udgjorde veteranerne Kim Kristensen og Bo Thomsen en klog og rutineret akse. Førstnævnte spillede på den centrale midtbane, hvor hans evne til at læse spillet, binde tingene sammen og sprede boldene rundt kom til sin ret. Thomsen spillede i centerforsvaret og styrede bagkæden, der stod lavt på banen, på udmærket vis.

"Kim Kristensen er en klog spiller, og hans indsats fik stor betydning. I det hele taget forsøgte Holstebro at spille fodbold, og de havde også et par hurtige kanter, der voldte os problemer."
 

Sen scoring

Efter FC Djursland spilovervægt i det meste af første halvleg var det en spand kold vand at få i ansigtet, da Holstebro i det 40. minut bragte sig foran 0 - 1 ved Shayan Shaphar.
Et indlæg fra venstre ramte Søren Holdgaards fod og fortsatte videre til Shayan Shaphar, der nærmest blev ramt af bolden som fortsatte i mål bag Lasse Pedersen.
Efter pausen kom FC Djursland ud med ny energi, og det første kvarter tilhørte udelukkende hjemmeholdet.
Mads Damgaard Berg, der for første gang i denne sæson var i startformationen, leverede en fin aktion fra sin position på højrekanten, da han trak ind i banen og fyrede løs med venstrepoten. Afslutningen strøg imidlertid lige forbi mål.
Desværre for hjemmeholdet kom Holstebro på 0 - 2 lidt efter - i det 60. minut - igen efter indlæg fra venstre, som ramte enten Søren Holdgaard eller Malte Kastrup og strøg i mål.
"Jeg havde solen i øjenene, så jeg ved dårligt nok, hvad der skete, og hvem bolden ramte af vores, men pludselig var vi bagud 2 - 0, og så gik gassen helt af ballonen hos vores spillere."

Op på hesten igen

Brian Engelund udskiftede Frederik Skov og Mads Damgaard Berg til fordel for Joachim Godtfred og Jonas Jakobsen, men det ændrede ikke på resultatet i den sidste halve time, hvor også den målfarlige U-19 spiller Nicolai Jarsmer erstattede Hans Paarup Larsen med ti minutter igen.
"Vi manglede lige de sidste procenter i dag, og det er ærgerligt for spillerne, at de efter så flotte præstationer i de foregående kampe ikke får mulighed for at vise sig flottere frem på Grenaa Stadion, men sådan er det sommetider, og vi må videre," siger en trods alt fortrøstningsfuld Engelund, der roste Mads Damgaard Berg for en fin præstation.

Udskiftningen af ham og Frederik Skov var ikke et udtryk for, at de var umulige, men blot et forsøg på at bringe ny energi ind på holdet.
"Også Søren Holdgaard og Claus Koch gjorde det godt i midterforsvaret."
Med sejre til Otterup og Lindholm blev feltet rykket tættere sammen i den nederste region af 2. division Vest.
Lørdag møder FC Djursland netop Lindholm på udebane.
"Jeg havde ikke set forhånd, at Otterup ville vinde i Næsby, og vel heller ikke, at Lindholm ville gøre det i Varde, men okay Varde er lidt nede nu, så det er måske ikke så overraskende alligevel," siger Engelund.
"Vi må op på hesten igen og hente et eller tre point i Lindholm, det er den kamp, som det handler om nu."

Matchfacts: FC Djursland 0-2 Holstebro 40' 0-1 Shayan Shaphar 60' 0-2 Søren Holdgaard/Malte Kastrup (selvmål)

Publiceret 30 April 2011 18:32