Energisk og original popduo på Hotellet

MiR præsenterer finurlige hitmagere ved intimkoncert i Rønde

Af
Af Martin Schultz

Lørdag 30. april åbner MusikiRønde endnu engang dørene til et musikalsk skatkammer, når duo'en Souvenirs kommer på besøg på Hotellet.
Souvenirs med den musikalsk begavede Nils Torp som kreativ bagmand og fruen, Sofie Bondes sprøde og uskyldsrene vokal, slog igennem i 1994 med melodisk pophåndværk. Næsten helt kitschet eller kliché-agtigt med en tydelig parallel til Niels Torps fortid i det århusianske kultband Kliché.
Men duoen fandt sin niché med intelligent finurlighed og skråsikker skævhed og producerede hit på hit og har ladet dem overleve i en nådesløs branche i en så fjern afkrog som Suldrup.

Livet er skrøbeligt

Koncerten i Rønde tager afsæt i deres nye album ”Hinterland”, som er et mere voksent og eftertænksomt, men stadig finurligt og iørefaldende univers.
”Vi er blevet ældre, folk omkring os bliver syge og dør. Vi har fået børn, livet er vidunderligt og meget, meget skrøbeligt,” siger Nils Torp om det skift, der er sket.
”Dødspop eller hvad vi nu skal kalde det, ja så har Souvenirs endnu en gang lavet en flok fine sange, som ganske enkelt ikke kan ignoreres. Vi glæder os til igen at præsentere ét stort dansk musiknavn i MiR,” siger formand Lise Olsen.
Billetterne sælges som altid hos Matas i Rønde eller på MiR's billettlf. 2980 8256.

Publiceret 22 April 2011 11:00