”Lidt rå træning for både M'er og K'er

”Lidt rå træning for både M'er og K'er", siger formand for gymnastikafdelingen i MIF Lene M. Møller om den nye motionsform combat.

Nu skal vi combatte

Rå træning og sved på panden i Mørke IF (MIF)

Af
Anette Bonde

Combat er kommet til Mørke. Det er en konditionstræning med høj intensitet, som giver sved på panden, og træner koordinationsevnen.

"Lidt rå træning, som er for både M'er og K'er. Træningen er kamp-og bokseinspireret, der laves små serier, som består af slag og spark til motiverende musik. Det er en 'non contact' sport med en masse slag og spark ud i luften", fortæller formand for gymnastikafdelingen i MIF Lene M. Møller.

Action og russian hiphop

De første combat?ere startede 5. april og 7. april, og aktiviteten kører frem til sommerferien. Deltagerne har taget godt imod.

"Det er sveddryppende action, som er god træning for armene, og Russian hiphop", fortæller Gitte Dahl.

Inge Friis er også glad for den nye motionsform.

"Jeg synes, det har været sjovt at prøve noget nyt, som er helt anderledes end almindelig gymnastik. Det er en udfordring at koordinere øvelser på en anden måde, end man er vant til. Og med træner Shareen kan man ikke lade være med at have det sjovt."

Træningen sker i Multisalen i Mørke Idrætscenter tirsdag og torsdag kl. 17-18. Se mere på www.moerkeif.dk

MIF har også zumba og pilates som startede 6. april og kører indtil juni.

Publiceret 09 April 2011 09:00