VIDEO:

Kor-happening mellem vin og frostvarer

Auning Koret på færde i SuperBrugsen midt i indkøbene med et ualmindelig vellykket indslag

Af
Af Michael Wulff og Anette Bonde

"Hvad i alverden?". Overraskelse, vantro og smil prægede ansigterne hos travle kunder, der sidst på fredag eftermiddag skubbede rundt med indkøbsvogne i SuperBrugsen i Auning. For hvad var det? Var der nogen, der sang?

Ja, sør'me. Det var da lige omme på den anden side af hylden. To kvinder, der kort forinden havde nærstuderet prisen på kaffe, var nu brudt ud i sang. Og flere stemmer kom til.

Vin og sang

Kunderne i Brugsen satte tempoet ned og kunne betragte et helt kor af sangere, der én og to ad gangen dukkede frem mellem hylderne og samlede sig bag køledisken foran vinafdelingen.

Det viste sig at være kendte ansigter alle sammen, nemlig medlemmerne af Auning Koret. I en lang række stående bag køledisken opførte de en lille koncert med fem numre. Udover den afrikanske sang, der tonede, mens koret samledes, var det Lars Lilholts "Held og lykke", Sebastians Anemonesang og Kai Norman Andersens "Glemmer du".

Mille, 7 år, med sin far Ole Danielsen. Han fortæller, at Mille var blevet draget hen mod sangen, som hun syntes var meget mere spændende end at købe bacon.

Mille, 7 år, med sin far Ole Danielsen. Han fortæller, at Mille var blevet draget hen mod sangen, som hun syntes var meget mere spændende end at købe bacon.

Stereo-kor

Da dirigent Gitte Korsholm Sloth havde slået an til sidste nummer, en keltisk salme, delte koret sig op i to. Stadig syngende stilede halvdelen mod kassekøerne, mens de øvrige korister med sang på læben bevægede sig ud igennem grønt-afdelingen.

Hvis man var så heldig at stå ved udgangen, da de to halvdele nærmede sig hinanden for til sidst at mødes ved indgangen, syngende den smukke keltiske salme, var det ganske bevægende.

F.v. Lilli Holm, Lea Hansen, Silje og Nicklas i indkøbsvognen og pigerne Sanne og Maria nød pludselig at være kommet til koncert.

F.v. Lilli Holm, Lea Hansen, Silje og Nicklas i indkøbsvognen og pigerne Sanne og Maria nød pludselig at være kommet til koncert.

Glæde og kulør

Koristerne strålede, mens de sang. Deres reaktion efterfølgende var da også stor glæde over at have givet anledning til et kulørt indslag en ordinær fredag eftermiddag.

"Det er jo ikke en provokation, men vi giver en oplevelse fuld af glæde", smiler Gitte Korsholm Sloth efterfølgende.

Kundernes reaktion var da også lige som den skulle være!

"Kanon, godt indslag. En god overraskelse på en almindelig kedelig indkøbstur. Og de synger godt", lød det fra Ole Danielsen, der havde datteren Mille med.

Heine Gregersen kaldte indslaget for meget charmerende.

"Det er udmærket. Det giver humør, folk smiler jo. Det er meget positivt."

Lilli Holm blev overrasket, selv om hun kender næsten alle kormedlemmerne.

"Det er et bragende godt initiativ," mener hun.

Lea Hansens datter var med blandt koristerne. Det var dog ikke alene derfor, hun var begejstret.

"Det er helt fantastisk. Det kan de godt gøre om en anden gang."

Og det kommer de måske også til. I hvert fald hvis det står til uddeler Peder Bak.

"Det er jo spændende, når der sker noget ud over det sædvanlige. Måske kan vi lave det samme op til jul eller en anden helligdag. Det var en meget positiv oplevelse."
Se videoen

Vin, kvinder og sang i SuperBrugsen.

Vin, kvinder og sang i SuperBrugsen.

 

Heine Gregersen lod sin kone finde varer, mens han selv nød Auning Koret.

Heine Gregersen lod sin kone finde varer, mens han selv nød Auning Koret.

Kunder kigger.

Kunder kigger.

Koret gik syngende ud af SuperBrugsen.

Koret gik syngende ud af SuperBrugsen.

Gitte Korsholm Sloth: Uddannet skuespiller fra Aarhus Teaterakademi, Roy Hart Theatre i Frankrig, privatelev af Ghita Nørby og senere skuespiller i teatret Rivegildet på Helgenæs. Uddannet AM'er (Almen Musikpædagogik) på konservatoriet i København. Ledede kor på Rytmisk Højskole i København for mange år siden, hvor koret sang i S-tog, busser og lignende. Faktisk en forløber for det, man i dag kan se på You Tube, hvor kor og andre ensembler rundt om i verden giver forestillinger, ikke i koncertsale, men ude i "det virkelige liv", hvor folk mindst venter det.

Publiceret 01 April 2011 21:30