Arkivfoto

Arkivfoto

Tidlig SFO:

Den mindste skole er den største

Ugelbølle Friskole tager imod flest nye børn til Tidlig SFO opstart fredag morgen blandt Røndeområdets fem skoler

Af
Af Martin Schultz

Opstarten på Tidlig SFO fredag 1. april kan måske give anledning til lidt eftertanke blandt de politikere, som for et par år siden besluttede at nedlægge Ugelbølle Skole, fordi den var for lille.
Når de kommende 0. klasse børn nemlig fredag morgen starter op i Tidlig SFO, er Ugelbølle Friskole den skole i Røndeområdet, som tager imod flest børn.
35 børn starter i Ugelbølle Friskole, og efter sommerferien støder der et tilflyttet barn til flokken af nye 0. klasse børn.

Flere børn i tre friskoler end i to folkeskoler

Rønde Skole, som er områdets uden sammenligning største skole, tager imod 33 børn, mens Thorsager Skole tager imod 20 børn.
Feldballe Friskole, som opstod ud af asken på den ligeledes nedlagte Feldballe Skole, tager imod ti børn og ser frem til en tilflytter efter sommerferien.
I områdets veletablerede ”veteran” friskole, Syddjurs Friskole i Egens med mere end 30 år på bagen, starter 17 børn i Tidlig i SFO.
Syddjurs Friskole har en glidende overgang med egen børnehave for de børn, som 1. april skal starte i Tidlig SFO og derefter gå videre til 0. klasse.

Nye børn fra Rodskov og Eskerod

I Ugelbølle Friskole ser skoleleder Michael Kjær frem til at tage imod de mange nye elever, hvoraf de fleste kommer fra den tilstødende interegrede institution Uglen.
”Vi har ikke fået børn fra Rønde, Thorsager eller Følle, men har fået op til otte børn fra Rodskov og Eskerod, som ellers skulle have startet i Hornslet Skole,” siger Michael Kjær.
Ugelbølle Friskole får to 0. klasser efter sommerferien og har ansat fire nye medarbejdere til at løse opgaven med de mange Tidlig SFO børn.

En hjemmegruppe og en udegruppe

Som foreløbig leder af Tidlig SFO og kommende 0. klasselærer har Ugelbølle Friskole ansat Caroline Bering, som er kendt som den harmonikaspillende del af Duo Gaia.
”Tidlig SFO-børnene bliver delt i to grupper, som på skift skal fungere som henholdsvis hjemmegruppe på skolen og udegruppe i vores Naturafdeling,” fortæller lederen af Ugelbølle Friskoles SFO, Peter Kjær.

Publiceret 31 March 2011 14:33