Udviklingsparken vil hjælpe de arbejdsløse

Syddjurs Udviklingspark opretter virksomhedscenter, der skal hjælpe de arbejdsløse i kommunen

Af
Af Andreas Bo Jensen

Borgere, som har stået uden for arbejdsmarkedet i længere eller kortere tid, ser nu ud til at få en bedre mulighed for at nå ud på arbejdsmarkedet. Det er i hvert fald tanken bag Syddjurs Udviklingsparks beslutning om, at oprette et virksomhedscenter.
”Vi vil gerne vise andre virksomheder, at man ikke behøver at være én stor virksomhed, for at kunne etablere et virksomhedscenter. Således kan 3-4 mellemstore virksomheder også benytte denne model. Vi håber, at vi med vores virksomhedscenteraftale kan vise vejen og motivere flere virksomheder til at kopiere vores eksempel,” siger vækstambassadør Lise Holst Olsen fra Syddjurs Udviklingspark.

Få en varig tilknytning

Virksomhedscentret starter 1. februar og er oprettet i et samarbejde mellem Syddjurs Udviklingspark og Jobcenter Syddjurs. Det betyder, at virksomhedscentret har en fast aftale med jobcentret om at stille op til fire praktikpladser til rådighed for ledige borgere. Praktisk går samarbejdet gennem Syddjurs Udviklingsparks koordinator og én af de 12 virksomheders kontaktpersoner. Og målet med praktikken er klart.
”I udgangspunktet opretholder praktikanterne deres offentlige forsørgelse; men målet for praktikanterne er naturligvis at få en permanent tilknytning til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende,” siger faglig koordinator fra Jobcenter Syddjurs, Niels Poulsen.

Hvad er et virksomhedscenter? Virksomhedscentre er et koncept, hvor jobcenter og virksomhed samarbejder om at få de svageste ledige ud på en rigtig arbejdsplads. I et virksomhedscenterforløb motiveres den ledige til job eller uddannelse gennem et praktikforløb, hvor der undervejs også arbejdes med den lediges øvrige problemer.

Publiceret 30 January 2011 12:00