Nyt gymnasium ud af vinterfrakken

Handelsgymnasium Rønde orienterer næste lørdag om HHX-uddannelsen i helt nye lokaler

Af
Af Martin Schultz

Byggeriet af Handelsgymnasium Røndes nye bygning ved Rønde Idrætscenter skrider planmæssigt fremad, og skolens ledelse forventer indflytning umiddelbart efter vinterferien.
Den nye uddannelsesbygning med to hele etager med klasseværekser, grupperum og gang- og opholdsarealer på første og anden sal er næsten færdig.
Bygningen har været pakket ind i plastic og håndværkerne har trods det hårde vintervejr kunnet fortsætte byggeriet.

Næsten alt på plads

Nu er bygningen kommet af med overfrakken og kan blive besøgt af interesserede unge mennesker og deres familier.
”Det meste interiør er næsten på plads, væggene er malet og gulvet lagt, så derfor inviterer vi nu til Åbent Hus for alle interesserede i vores nye lokaler,” siger projektleder på Sport & Adventurelinien, Carsten Gløvermose Nielsen.
Det sker lørdag 5. februar i tidsrummet mellem 10 og 13.

Alle informationer

Til Åbent Hus-arrangement kan gæsterne udover at besigtige de nye lokaler få alle tænkelige informationer om HHX-uddannelsen i Rønde.
”Man kan møde lærerne, rektoren, studievejlederen og eleverne, høre mere om vores studieretning, vores fodbold- og sport & adventure-linier og det sociale liv på gymnasiet,” siger Carsten Gløvermose Nielsen.
Der er også mulighed for at møde repræsentanter fra Handelsgymnasium Røndes samarbejdspartnere fra AGF Talentfodbold og Skovbakken Kvindefodbold.

Publiceret 29 January 2011 12:00