Brian Engstrøm slutter i Rougsø KFUM efter denne sæson.

Brian Engstrøm slutter i Rougsø KFUM efter denne sæson.

Håndbold:

Rougsø KFUM skal finde ny træner

Efter to år i spidsen for Rougsø KFUM's divisionsdamer skal Brian Engstrøm træne Hornbæk SF's andethold.

Af
Af Martin Schultz

Rougsø KFUM og holdets træner Brian Engstrøm skilles i gensidig forståelse, når denne sæson er færdigspillet.
Brian Engstrøm har svaret ja til en forespørgsel om at træne Hornbæk SF's næstbedste damer i efteråret og det passer bedst for træneren, som privat bor i Dronningborg og arbejder i Århus.
Rougsø KFUM's formand Hans Jørgen Jensen afviser, at der skulle være problemer i samarbejdet.
”Vi har været og er godt tilfredse med Brian Engstrøms indsats. Nu vil vi overveje, om vi skal finde en træner i egne rækker eller om vi skal finde en ny træner udefra,” siger Hans Jørgen Jensen. Han var selv træner for holdet før Brian Engstrøm trådte til og  førte holdet op i 3. division fra Jyllandsserien.

Gledet ned i tabellen

Rougsø KFUM spiller den fjerde sæson i 3. division og efter en fremragende indsats sidste år, hvor holdet var ude i to playoff-kampe om at rykke op i 2. division, har holdet det betydeligt sværere i år.
Flere stamspillere er ikke til rådighed i år, og både Louise Kempel og senest Majbritt Mikkelsen er blevet langtidsskadet i indeværende sæson.
Efter en fin start på sæsonen er Rougsø KFUM gledet ned i tabellen i en meget jævnbyrdig række og er for alvor ved at blive blandet ind i bundstriden.
”Vi har en meget smal trup, men vi er fortrøstningsfulde og overgiver os ikke,” sagde Brian Engstrøm efter sidste uges 26-20 nederlag til Hasle KFUM.

Skal i gang med et generationsskifte

I Hornbæk SF kommer Brian Engstrøm ind i et mere elitepræget håndboldmiljø med hold i både 2. og 3. division. Han skal træne klubbens andethold, som ligesom Rougsø KFUM spiller i 3. division.
Rougsø KFUM skal til gengæld ud og finde en ny træner, men håndboldformand Hans Jørgen Jensen har ingen hast.
”Vi skal i gang med det generationsskifte og vi skal have de unge, som nu spiller i serie 2, op i en fælles træningstrup,” siger Hans Jørgen Jensen.
Skader og nogle nøglespilleres alder gør truppen sårbar og det er ikke nemt for en klub som Rougsø KFUM at tiltrække spillere udefra.
”Vi bruger spillere af egen avl. Vi tager en sæson ad gangen, og det er vigtigt at vi spiller på det niveau, hvor holdet hører til."

null

Publiceret 27 January 2011 16:43