Debat:

S, SF og R repræsenterer magtens arrogance

Af
Af Poul Nowack

bestyrelsesmedlem i “Støtteforeningen for Regionshospitalet i Grenaa”:

"Til regionspolitikere i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre i Region Midt.
Det er med meget stor frustration og utilfredshed, at “Støtteforeningen for Regionshospitalet i Grenaa”  den 26.01.11 har erfaret, at flertallet i regionen bestående af Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre nu tromler en løsning igennem, som igen kun tager hensyn til de store hospitaler og største byer. I har retten til at træffe belutninger om vore akutmuligheder og øvrige sygehusmuligheder i Grenaa/Djursland, og gennemfører I det udmeldte, hvor I vil fjerne vores læge fra akutklinikken/skadestuen, opleves det som et godt eksempel på verdensfjernhed, skrivebordsteori og tilsidesættelse af fakta og yderområderbehov.

Det er f.eks. klart dokumenteret, at ca. 75 procent af de henvendelser til Grenaas akutklinik har krævet en hel eller delvis lægemedvirken. I lukker åbentbart øjnene for facts, når I forsøger at bilde os ind, at vi kan være trygge og nøjes med en behandlersygeplejerske. Hvis en behandlersygeplejerske kan så meget, hvorfor fyrer I så ikke en stribe af skadestuelæger på de store sygehuse?? I tvinger os til at skulle drøne frem og tilbage (2* 1 time) på en dårlig vej til Randers med relative mindre skader, som en læge kunne have klaret herude.

Hvilken en enorm ressourcespild af tid, kørselsudgifter og forstærkning af menneskelige problemer ved uheld/sygdom og skader dette medfører. I vil også fjerne vores 10 senge, hvor patienter fra Djursland kan blive færdigbehandlet lokalt og til billigere penge. Tro ikke, at vi er så naive, at vi er “glade og tilfredse” med blot en lægebemandet akutbil. Sjældent har man oplevet en sådan “magtens arrogance”, som åbenbart havde en skjult plan allerede før borgermøder, høringssvar og før egentlige forhandlinger med andre partier i regionen, hvilket i så fald opleves ganske udemokratisk.

Vi håber, I vil besinde jer, for Grenaa har længst til akutklinik med en læge/sygehus. Vi er ikke så heldige som f.eks. Silkeborg, at ligge lige mellem de kommende største 2 sygehuse i Herning/Gødstrup og Århus, med kun en halv times kørsel i begge retninger og på gode veje/motorveje. I dyb frustration over regionens manglende vilje til dialog og hensynstagen til yderområderne, har vi sendt vedlagte brev til Folketinget i et nødråb om, at de vil gribe ind og sikre os i yderområderne en ordentlig akut/sygehusdækning."

Publiceret 27 January 2011 11:19