Håndbold:

Åstrup/Hammelev ud af hængedyndet

Smal men sikker sejr på 22-20 til Åstrup/Hammelev mod formstærke Viby i damernes 3. division

Af
Af Martin Schultz

Åstrup/Hammelevs damer har fået en ny start efter julepausen og er med tre sejre i træk kommet fri af bundstriden, hvor holdet i en meget jævnbyrdig række var endt efter en pointfattig afslutning på efteråret.
Søndag eftermiddag vandt holdet med 22-20 over et formstærkt Viby IF hold, som med nogle profiler tilbage på holdet også var ubesejret i det nye år.
”Med sejren kom vi fri af hængdyndet i denne mærkelige række, hvor alle på nær de tre tophold slår hinanden på skift,” siger Åstrup/Hammelevs træner, Erik Flak.
”Men vi svæver ikke på en lyserød sky, for næsten alle slår alle. Men det er at have fået marginalerne lidt over på vores side.”

Viste god moral

Holdet spillede ifølge træner Erik Flak en rigtig god kamp og var skarpe i angrebet og i kontrafasen i især første halvleg. Samtidig stod holdets unge målmand, 19-årige Carina Kruse, en stor kamp.
Åstrup/Hammelev havde bedst fat i 1. halvleg, hvor holdet var foran med både 4-1 og 12-7 inden halvlegen sluttede med en føring på 13-9.
I starten af anden halvleg viste hjemmeholdet svaghedstegn og blev hentet. Holdet var på et tidspunkt bagud med 17-16, da Viby scorede fik mål i træk og fik kontakt.
”Men vi viste god moral. Forsvaret stod rigtig godt og vi kom hurtigt foran igen,” fortæller Erik Flak.
 

Målfattig afslutning

I en målfattig afslutning holdt Åstrup/Hammelev udeholdets skytter i skak og Viby fik ikke scoret de sidste fire minutter, så sejren kom ikke i fare.
Udover målmand Carina Kruse var fløjspilleren Julie Skjold godt spillende og Sisse Poulsen var stensikker på fem straffekast og scorede i alt syv mål.
Sisse Poulsen blev topscorer med sine syv mål, Julie Skjold scorede fire, Nicole Sørensen tre, Sascha Eriksen og Annesofie Sørensen hver to mål, mens Line Kromand, Mette Jakobsen og Celine Poulsen scorede hver et mål.
Åstrup/Hammelevs næste kamp er mod et af rækkens tophold, JAI.

Publiceret 25 January 2011 12:18