Debat:

Et usselt og fattigt angreb på efterlønnen

Af Helle Plougmann, formand for LO Djursland:

"Regeringens på alle måder usle og fattige angreb på efterlønnen cementerer en gang for alle, at Venstre og Konservative har taget den almindelige LO-lønmodtager som gidsel.

Ud over at afskaffe efterlønnen for alle under 45 år og forringe ordningen for de 45-56-årige dokumenterer udspillet, at de to partier i fremtiden accepterer et arbejdsmarked, der slider lønmodtagerne ned.

Anderledes kan man ikke tolke forslaget om den 'seniorførtidspension', regeringen som alternativ vil tilbyde de ældste lønmodtagere. Det betyder, at lønmodtagerne i fremtiden er nødt til at blive på arbejdsmarkedet, indtil de ganske enkelt ikke kan mere – og derefter er det i øvrigt op til kommunerne at afgøre den enkeltes skæbne.

Det er en markant forringelse, som vi i LO-fagbevægelsen kun kan tage afstand fra. Seniorførtidspension betyder at nedslidte LO-lønmodtager skal stå med hatten i hånden hos kommunen hvis de ikke kan arbejde mere, det er en uværdig behandling efter et langt arbejdsliv.

Efter halveringen af dagpengene og de voldsomme besparelser i blandt andet mulighederne for efteruddannelse er det komplet uforståeligt, at lønmodtagerne endnu en gang skal betale prisen for regeringens krisepolitik og ufinansierede skattelettelser.

I fagbevægelsen anerkender vi de økonomiske udfordringer, som Danmark står over for, og som alle ved, er vi også klar til at yde vores bidrag til at løse de problemer. Men vi ønsker ikke løsninger, der forstærker ulighed og utryghed.

Det kan og skal ikke være de samme skuldre der konstant må bære byrden."

Publiceret 25 January 2011 21:48