Pia Rasmussen og hendes bror, Per Ole Villadsen, ved, at deres mor var glad for at bo på Plejecenter Møllehjemmet i Auning.

Pia Rasmussen og hendes bror, Per Ole Villadsen, ved, at deres mor var glad for at bo på Plejecenter Møllehjemmet i Auning.

Plejecenter uden skyld i dement kvindes død

Det mener Pia Rasmussen, hvis mor kort før jul forsvandt fra et plejecenter i Auning og senere blev fundet død

Af
Af Nicole Wolter

75-årige Kirsten Villadsen gik kort før jul fra Plejecenter Møllehjemmet i Auning.
Det havde hun gjort mange gange tidligere, men denne gang kom hun ikke tilbage. Dagen efter blev hun fundet død i en have i Auning.
Det var et forfærdeligt døgn for hendes familie. Men hendes datter, 45-årige Pia Rasmussen, bebrejder på ingen måde plejecentret.

Der er ingen låste døre

Plejehjem er ikke fængsler, men gamles hjem. Derfor er der ingen låste døre.
Kirsten Villadsen, der havde boet på centret i knap et halvt år, gik også selv ud, når hun ville.
"Hun gik ofte til bageren og købte brød og tilbage igen. En enkelt gang forvildede hun sig hen til brugsen og kom hjem med brød og pålæg", fortæller Pia Rasmussen.
Selvom hendes mor havde tiltagende svært ved at huske, havde moderen ikke mistet sin den humor, hun var kendt for.
"Jeg sagde: Mor, hvad skal du dog med det. Du får jo serveret maden her. Men tak, fordi du køber ind til mig", fortæller Pia Rasmussen og griner højt, som hun også gjorde det med sin mor ved den omtalte lejlighed.

Moren forsvinder sporløst

Men 12. december går det helt galt. Kirsten Villadsen kommer ikke tilbage fra sin gåtur i Auning. Klokken 17.30 ringer centret hjem til Pia Rasmussen, og den telefonsamtale bliver begyndelsen på en nat, der mest af alt ligner et mareridt.
"Min mand, min svigermor og jeg kører rundt hele aftenen og leder efter hende. Det gør personalet fra Møllehjemmet og politiet med hunde også", fortæller Pia Rasmussen.
Da hun sent på aftenen tager hjem, ved hun, at chancerne for at finde moderen i live svinder.
"Jeg vidste, at det ikke var godt. Men jeg håbede, at hun sad i en bus og havde varmen og bare kørte afsted", fortæller Pia Rasmussen, der lå vågen hele natten.
Om morgenen blev Kirsten Villadsen fundet død i en have. Beboerne i huset så hende ude i haven, da de stod op, hvorefter de kontaktede politiet.

Jeg bebrejder ingen

Pia Rasmussen tænker ikke dårligt om plejecentret.
"Der var ikke noget, der indikerede, at de skulle passe ekstra på min mor. Jeg tænkte det ikke engang selv", fortæller Pia Rasmussen.
Hun tænker dog, at der må være en måde at undgå sådanne tragedier på.
"Ældre forsvinder ofte fra hjemmene. Få dage efter, at min mor forsvandt, hørte jeg om et andet tilfælde i TV.
Men der er lidt personale på vagt, og der er mange beboere. Personalet gør virkelig, hvad de kan", siger hun.
Men f.eks. en gps vil hjælpe, mener Pia Rasmussen.
"De ældre, der når et vist stade af demens, kunne få et gps-armbånd på. Hvorfor i alverden må de ikke det? De vil jo bare sige 'nå' og glemme, at det sidder der", konstaterer Pia Rasmussen.


null

Publiceret 25 January 2011 20:00