28 spillere på Nørager Stadion trippede søndag for at spille fodbold af den rigtige slags.

28 spillere på Nørager Stadion trippede søndag for at spille fodbold af den rigtige slags.

Seriefodbold:

Det lugter igen af fodbold i Nørager

28 omklædte spillere testede formen ved søndagens nytårsappel på Nørager Stadion. Tre nye var at se

Af
Af Lars Norman Thomsen

Cheftræner i Nørager Boldklub, Allan Haslund, var kommet over, at han ikke var på det vindende hold ved lørdagens Bodega Cup i Mørke Idrætscenter, da han dagen derpå havde sine spillere samlet til nytårsappel på Nørager Stadion.
28 ansigter fik kulør på kinderne i søndagsvejret. Heriblandt tre nye: Martin Laursen, som har spillet ungdomsfodbold i Århus, 18-årige Kristoffer Fransen, tidligere Rougsø FF (Serie 3) og 33-årige Morten Overgaard, der har en fortid hos Kristrup og Vorup FB (Jyllandsserien). Den rutinerede angriber kan blive den targetman i front, som træner Haslund har sukket efter at få indrulleret i truppen.
Overgaard har tidligere vist, at han ved, hvor målet står, og har den nødvendige tyngde og teknik til at spille med en forsvarsspiller i ryggen.
Der var afbud fra otte spillere til appellen. De fremmødte kunne efter en times let træning indtage den obligatoriske varme suppe i klubhuset.

Tre gange træning

Nørager træner mandag, tirsdag og torsdag under ledelse af cheftræner Allan Haslund og andetholdstræner Allan "Klemme" Jensen. Om mandagen trænes der fysisk i Auning Idrætscenter.
En nyhed er det, at man på træningsaftener, hvor der spilles Champions League, vil starte lidt før, og efterfølgende lave fællesspisning i klbhuset, medens spillerne i samlet flok overværer dagens europæiske opgør i tv.
I den første weekend i marts drager hele seniortruppen i bus til Vildbjerg Fritidscenter, hvor der er arrangeret træningslejr og træningskampe fredag, lørdag og søndag.
Nørager stiller igen i år med tre seniorhold med i JBUs turnering: Serie 2, Serie 4 og Serie 6.

Publiceret 24 January 2011 12:20