Erhvervsmand vil starte iværksætterhus i Kolind

Henrik Nielsen fra HN Auto vil give små virksomheder og iværksættere plads i et fælles hus i Kolind

Af
Af Martin Schultz

Henrik Nielsen fra Kolind har selv en rem af huden. Han kan selv huske hvordan det var et være iværksætter tilbage i 1987, da han startede autoværksted i Drammelstrup. Han kender på egen krop iværksætterens drømme og problemer, og han vil gerne hjælpe nye iværksættere og små virksomheder på vej.
Derfor har han i længere tid kikket efter en ejendom i Kolind, hvor han kunne tilbyde de erhvervsdrivende, som enten er nyopstartede eller som er meget små, at leje sig ind i et hus med fælles faciliteter og socialt samvær til gensidig inspiration.
Det har Henrik Nielsen nu fundet i det tidligere Revision Djurs' lokaler på Højsletvej i Kolind.
”Jeg vil meget gerne i kontakt med iværksættere, små virksomheder, behandlere og andre, som kunne tænke sig at leje sig ind i dette iværksætterhus på rimelige vilkår.

Erfaring og netværk

Bygningen på hjørnet af Højsletvej og Nyvangsvej har tidligere været brugt til revisionskontor og rummer syv kontorer, en fælles hall, køkken og to badeværelser. Alle kontorer er forsynet med de nødvendige IT faciliteter.
”Jeg forestiller mig det kunne være iværksættere, små virksomheder, behandlere, psykologer eller andre, som kunne have glæde af fællesskabet i dette hus,” siger Henrik Nielsen.
Han vil gerne bidrage med sine egne erfaringer, og forestiller sig, at det fælles miljø vil gøre det meget lettere for virksomhederne at udvikle sig.
”Det er det helt rigtige hus til dette formål. Jeg ser frem til at få indflyttere og jeg er sikker på, at jeg også kan bidrage både med min erfaring og mit store netværk i erhvervslivet,” siger Henrik Nielsen.

En driftig mand

Henrik Nielsen er selv Kolind dreng og han er blevet kendt for sit store engagement og sin indsats for at skabe udvikling i byen.
Det er gået stærkt fremad for den flittige automekaniker, som selv startede i Drammelstrup og i 1999 etablerede sig med sit store autocenter på Centervej på hjørnet af Frellingvej og Ebdrupvej i Kolind.
Det var også Henrik Nielsen, som for to år siden overtog og videreførte Kolind Bageri, da den unge bager måtte give op. Han har overtaget en af byens cykelforretninger og fører den videre fra sit autocenter.
Han ejer også ejendommen på Bugtrupvej, hvor Afrika Genbrug holder til i stueetagen og hvor Syddjurs Kommunes dagpleje holder til på første sal.
Sidste år blev Henrik Nielsen valgt ind bestyrelsen for Syddjurs Erhvervsforening. Her er han især optaget af de små iværksættere og mindre virksomheders vilkår, og med sit nye iværksætterhus i Kolind har han taget et nyt skridt i sin indsats for et sundt og fremadrettet erhvervsliv på Djursland.

Publiceret 22 January 2011 12:00