Et smukt syn, men det er strengt forbudt at nedlægge dyr om natten.

Et smukt syn, men det er strengt forbudt at nedlægge dyr om natten.

Georg Gearløs tager på nattetur med bøssen

En krybskytte blev anholdt i en hochsitz med bøsse med hjemmelavet lysanordning

Af
Af Nicole Wolter

Hvis man skal skyde om natten, hvilket er strengt forbudt, kræver det opfindsomhed - ellers kan man simpelthen ikke se til det.
Derfor måtte en krybskytte lege Georg Gearløs, før han begav sig ind i den mørke skov nær Ryomgård for at nedlægge et krondyr.
Det hele var dog forgæves, for knap var han kravlet op i en hochsitz og havde fundet sig til rette, førend politiet råbte ham an nede fra jorden.
Så var det natlige eventyr slut - uden krondyr.

Lokale varskoer politiet

Det begyndte, da politiet i går kl. 21.20 modtog et telefonopkald fra en lokal beboer ved et skovområde nær Ryomgård.
De lokale har tidligere haft mistanke om krybskytteri i skoven, og mente nu, at der befandt sig en krybskytte inde i den sorte skov.
Det fik politiet til at køre ud til skoven, hvor de finder en parkeret bil.
Da kommer hundene i brug, og de snuser sig lystigt gennem skoven og frem til en hochsitz, der rager på i mørket.
Deroppe sidder en mand i med sin bøsse.

Lygteanordning på bøssen

Ikke nok med, at bøssen er en skarpladt riffel med lyddæmper, men den er også - på ægte Georg Gearløs-vis - tilvirket med en lygteanordning.
Klokken er da blevet 22.09, og manden bliver bedt om straks at kravle ned, hvorefter han bliver anholdt.
Han er midt i 50'erne og fra Allingåbro-egnen. Han har jagttegn og kender udmærket reglerne, men erkender under afhøring, at han var på skovtur for at skyde et krondyr.
Det er ikke så ofte, politiet anholder krybskytter, fortæller vicepolitikommissær Helle Edelbo.
"Det er ikke så tit, at vi træffer dem, men vi får regelmæssigt anmeldelser om skud efter mørkets frembrud", fortæller hun.

Publiceret 21 January 2011 09:51