Peter Friis Jensen (tv) træner igen med i Randers FC efter knæskaden, og kammeraten Luca Imperatore Sørensen tager et halvt år mere i Randers FCs U-trup.

Peter Friis Jensen (tv) træner igen med i Randers FC efter knæskaden, og kammeraten Luca Imperatore Sørensen tager et halvt år mere i Randers FCs U-trup.

Randers FC keeper tager igen med hænder

Den unge målmand Peter Friis Jensen træner atter to gange dagligt med superligatruppen i Randers FC

Af
Af Lars Norman Thomsen

Peter Friis Jensen, 22, sluttede efteråret på en træls måde med en knæskade, men den tidligere IF Midtdjurs, Kolind-Perstrup og Djurs KMV målmand er nu atter i stand til at træne med superligatruppen i Randers FC.
"Siden 10. januar har vi trænet benhårdt to træningspas hver dag," forklarer Peter Friis Jensen, der har det fint med at træne hårdt og ikke piver over at skulle løbe lange distancer eller træne fysiske programmer indendørs.
"Jeg tror, vi træner hårdere end de fleste andre superligahold lige nu, men sidste forår så vi jo også, at det havde en positiv effekt," siger Friis Jensen med henvisning til det super-forår, der bragte Randers FC over nedrykningsstregen efter at være dømt ude af alle eksperter.
 

Ambitionerne er intakte

Peter Friis Jensen nyder at være på fuld tid i Randers FC. I sommerpausen 2010 underskrev han en toårig kontrakt med kronjyderne, og det har givet ham ro til at fortsætte sin fodboldmæssige udvikling. Han har nu status af at være fuldgyldig reservemålmand for førstemålmand David Ousted, og han har forlængst overstået det kapitel, at det vil ryste ham at blive kastet for løverne i en superligakamp.
Den unge keeper er en fornuftig fyr, der er god til at lave halvårsmålsætninger. Da han underskrev kontrakten i sommerferien 2010 var målet det første halve år at få debut på superligamandskabet for at vise, at man kunne regne med ham i betydningsfulde kampe.
Det blev til to godkendte optrædender i Ekstra Bladets Cup, pokalturneringen, som Randers FC er nået til semifinalen i, hvor modstanderen over to opgør bliver FC Nordsjælland.
 

Vennen fortsætter

I Randers FC har Peter Friis Jensen fået ny klubkammerat i Rasmus Grønberg Hansen, 24, der også har en fortid i IF Midtdjurs og Djurs KMV.
Aldersforskellen gør, at de to fortsat har en kamp til gode på samme hold, men Peter Friis Jensen glæder sig på truppens vegne over indkøbet af den tidligere Sønderjyske spiller.
"Han er faldet godt ind," siger Friis Jensen, der også fortsat har sin gode ven og mangeårige kammerat tilbage fra skoletiden, Luca Imperatore Sørensen, tæt på.
Den hurtige spiller med det italiensk klingende mellemnavn befinder sig i Randers FCs U-trup, men han var i efteråret enkelte gange indkaldt til træning med superligatruppen og fik også en del spilletid i den stærkt besatte reserveholdsturnering.
"Luca har kontrakt til sommerferien, men han kunne have valgt at afbryde den her ved årsskiftet. Han har dog valgt at fortsætte," siger Peter Friis Jensen.
Luca Imperatore Sørensen har døjet meget med skader i sin seniortid. Ligesom Peter Friis Jensen skiftede han til Randers Freja som andetårs juniorspiller og etablerede sig hurtigt på klubbens bedste ungdomshold.
Deres tidligere holdkammerat fra IF Midtdjurs-tiden, den detroniserede AGF'er Dennis Høegh, er Peter Friis Jensen spændt på at høre nyt om. Dennis Høegh prævetræner pt. med i Lyngby i håb om at kunne overbevise om, at han er værd at satse på.
"Har du hørt noget om, hvordan det er gået ham," spørger han over telefonen i pausen af håndboldlandskampen.
Skriverkarlen kender dog intet til, hvordan det svinger for hans gamle klubkammerat i Lyngby.
 

null

Publiceret 19 January 2011 16:53