73-årige Gerda Worre Jensen ses til venstre.

73-årige Gerda Worre Jensen ses til venstre.

"Så fører vi an, farmor"

Lokalavisen tager til en times senior-cykling i Ørsted hos Rougsø Motion og Fitness

Af
Af Nicole Wolter

"Så fører vi an, farmor", lyder det, før de bestiger hver deres jernhest og træder i pedalerne.
Det lyder måske, som om Lokalavisen er på en familiecykeltur, hvor farmor fører an med bagen på en bred bedstemorsadel, cykelkurv på styret og flagrende tørlæde i chiffon efter sig.
Men nej, vi er skam til spinning for seniorer i Rougsøhallen i Ørsted.
Her er op til flere farmødre - og for den sags skyld andre bedsteforældre - men de opfører sig slet ikke sådan. De er nemlig klædt i sort trikot, vandflaske og håndklæde over skulderen og ser meget, meget kampklare ud.

Instruktøren guider på vej

Oppe på et podie sidder spinning-instruktør Jannie Ebbesen på sin cykel. Hun er den eneste ansatte instruktør hos Rougsø Motion og Fitness, hvor de andre 19 instruktører er frivillig arbejdskraft.
"Vi kører lige lidt op i fart. Tre minutter, hvor vi får gang i benene og noget at drikke", siger Jannie oppe fra podiet.
Seniorerne på cyklerne, der står på gulvet i vældige metalbeslag i tre lige rækker, begynder at træde i pedalerne.
Deres vandflasker og briller hænger på styret, og der hviler noget fredsommeligt over hele sceneriet.
Men så presser Jannie dem lige lidt - og lidt mere...
Pludselig er de så højt oppe i fart, at rapporteren får lyst til at skrige, at det er knaldhamrende uforsvarligt, at de kører uden cykelhjelme.

Sveden springer frem

"Mere belastning på, og så skal vi op at stå", skriger Jannie, hvis krop gynger op og ned i en fluorescerende, grøn bluse, mens seniorerne svedende knokler løs på deres cykler.
De begynder at blive røde i kinderne og bruger nu flittigt håndklæderne.
Men på første række er der en kvinde, der er næsten svedfri.
Hun har sort trikot på og står op i pedalerne. Hendes krop gynger op og ned i takt til musikken, mens hun synger sammen med Olivia Newton-John: 'Better shape up, cause I need a man'.
I det øjeblik slår det mig, hvor vigtigt det er med motion for at få ikke kun et langt liv, men også et godt liv med velvære og mening.

Tror de er færdige

"Tre minutter, hvor vi skal have pulsen op", skriger Jannie - som om pulsen ikke allerede er meget, meget højt oppe.
Men seniorerne griner bare til hende og fyrer et par vittigheder af.
"Hold tempoet", skriger hun uanfægtet tilbage.
"Humphrey Bogart og Björn fra Wimbledon. Jeg har det hele på videobånd", lyder det fra højttalerne i et crescendo, hvor seniorerne virkelig giver den gas, og så er det pludselig slut.
Det er blevet tid til strækøvelser og hyggesnak.
Jeg går hen til kvinden i sort trikot. Gerda, hedder hun. Jeg spørger, hvor gammel hun er. Hun fortæller, at hun er 73 år.
Overraskelsen føles næsten fysisk. Gerda - og de andre motionister - er et bevis på, at et aktivt liv betaler sig. Der er vist kun et ord tilbage: Respekt.
































Om Gerda

En deltagerprofil: Enke Gerda Worre Jensen på 73 år er fra Ørsted. Hun bruger en stor del af sin tid på at dyrke motion. Hun går p.t. til spinning og gymnastik, hun spiller badminton to gange om ugen, og så går hun til dans. Derfor er Gerda Worre Jensen i rigtig god form - hendes biologiske alder er 58 år. "Jeg har et godt liv. Jeg holder mig i gang og har gode venner. Jeg synes, at det er sjovt at gå til sport. Jeg laver jo endorfiner", siger Gerda Worre Jensen smilende.

Publiceret 18 January 2011 12:00