Debat Norddjurs:

Hvem betaler prisen?

Af Jørgen Vest Rasmussen, Borgerlisten Norddjurs:

"Landsbypolitik, skolelukninger, ro, kvalitet, besparelser og bosætning. Alle sammen ord der fyger i luften for tiden i Norddjurs. Der er heldigvis nogen der giver deres mening til kende. Det er nemlig vores fremtid der tales om.

Overordnet er den bedste måde at blive fri for skolestrukturdebatten på, ved at få nogle flere børn. Og det i en forbandet fart. Når børnetallet falder kan vi jo godt prøve på at trække tiden ud ved at love ro og fred på området, men det ændre jo ikke en døjt ved slutresultatet. Omkring 100 børn mindre i Norddjurs om året SKAL jo kunne ses og mærkes.

Som jeg ser det blandes der alt for mange følelser, landsbypolitik, misforstået tryghed og nærhed ind i det der skal føre vores skoleelever og dermed samfundet ind i en fremtid hvor viden efterhånden er det eneste ”produkt” vi har der kan sælges. Vi forstår at hygge og bekræfte os selv i hvad vi vil, men det giver ikke penge til vores højt elskede velfærd.

Det er da utroligt at skulle læse Bent Andersen, Dansk Folkeparti Norddjurs, giver Torben Jensen skylden for at der aldrig bliver ro på skoledebatten. Giv ham hellere æren.

Det her handler ikke om at nogen synes det er rart at lukke skoler, men det handler om at vi ikke kan snakke os ud af krisen og at ønsket om at bruge skolerne til at føre  landsbypolitik, via valgløfter, ikke skal betales af børnene. Henvend jer til kultur- og udviklingsudvalget. Det er deres afdeling, sammen med alle de ildsjæle og gode borgere der findes ude lokalt. Det er dem der skal støtte og bidrage til liv på landet. Skoleelever skal lære. Vi har en slap holdning til hvor vigtigt det er med LÆRING. Læring er det børnene har med hjem når det er aften. Og de skal også lære mens de er små. Jo før jo bedre.

Vi snakker og snakker og imens skal mine 3 piger i folkeskolen blot høre på at de ligger under niveau i forhold til andre unge, både på landsplan men desværre også globalt. Det her er et meget større problem end om der ligger en skole i en lille landsby. Forældre vil forhåbentlig have deres børn skal lære mest muligt og ikke blot have passet børnene. Det uanset om de bor i Grenå eller i oplandet. Forskning viser at små klasser generelt ikke er optimale, hverken på børns trivsel eller deres resultater ud fra læringen. Så kan der undervises på forskellige måder, men selv ved fællesundervisning skolerne imellem skal bygninger opvarmes, vedligeholdes og der skal være personale alle steder. Det er altså ingen kritik af alle dem der gør det godt ude lokalt, men sådan er det bare. Yderligere oplysninger kan nemt fremskaffes.

Børnebyerne giver ikke flere børn overhovedet og tro ikke folk flytter fra Århus fordi børnene kan afleveres på den samme matrikel i 10 år. Forældrene, lærerne, skolelederne og børnene har sammen med politikerne et ansvar for at tage de nødvendige beslutninger. Og stop så snakken om der skal være ro. Det skulle I have tænkt over mens I var i ”den fødedygtige alder”. Børnene tilpasser sig og frygter ikke forandring. Det er ikke dem der er problemet. Desværre stemmer de heller ikke til kommunalvalget. Det ville måske ændre noget på resultatet. Verden er ikke statisk  Ej heller i Norddjurs. Det ville ellers redde en del hvis den var. Vores børn fortjener ikke valgløfter og ”syltekrukker” skal begrænse mulighederne for deres fremtid. 3 år er lang tid i folkeskolen."

Publiceret 17 January 2011 12:34